Frederikshavn

Uheldig 25-års regel får nu et eftersyn

Politikerne vil gøre det mere attraktivt for foreningerne at have ældre medlemmer

- Vi lægger op til at ændre 25-års reglen, så ældre bliver en større ressource for foreningerne, men vi skal have overblik over alle konsekvenserne, siger Mogens Brag (V). Arkivfoto: Henrik Louis

- Vi lægger op til at ændre 25-års reglen, så ældre bliver en større ressource for foreningerne, men vi skal have overblik over alle konsekvenserne, siger Mogens Brag (V). Arkivfoto: Henrik Louis

FREDERIKSHAVN:Det er uheldigt og stik imod intentionen, hvis lokale idrætsforeninger splittes op som følge af den såkaldte 25-års regel, og derfor tager kultur- og fritidsudvalget (KFU) nu skridt til at ændre reglen.

Som det er i dag, nedsættes lokaletilskuddet forholdsmæssigt, hvis deltagerne over 25 år udgør mere end 10 procent af det samlede medlemstal. Det har som tidligere omtalt fået Strandby Elling IF (SEIF) til at overveje en opsplitning af foreningens 850 medlemmer.

- Vi foreslår, at vi hæver 10 procentgrænsen til 50 procent. Det vil betyde, at ældre medlemmer kan blive en større ressource for foreningerne, siger Mogens Brag (V), formand for KFU.

Forvaltningen har beregnet, at det vil koste omkring 600.000 kroner, men det skal nu belyses helt præcist, hvilke konsekvenser det i øvrigt vil have at hæve procentsatsen til 50.

- Vi skal have det fulde overblik og går derfor nu i dialog med foreningerne, ligesom vi undersøger, hvad der er praksis i andre kommuner, siger Mogens Brag.

Nyt udvalg efter nytår

Under alle omstændigheder bliver det et nyt udvalg, der kommer til at træffe den endelige beslutning, idet der er et års opsigelsesfrist, hvis reglerne skal ændres.

- Medmindre foreningslivet synes det er så god en idé, at de vil bryde med den praksis, er der et års indløb. Det giver os så tid til at gennemregne konsekvenserne, og nu er processen sat i gang, siger Mogens Brag.

Glæde i Strandby-Elling IF

Politikernes beslutning vækker glæde i en af kommunens største idrætsforeninger.

Christian Bang, formand for håndboldafdelingen i Strandby-Elling IF, kalder det "et skridt i den rigtige retning" og kvitterer for, at politikerne har lyttet til nødråbet fra SEIF, der satte sagen på dagsordenen.

- Nu må vi have en grundig drøftelse om, hvad vi nu skal gøre. Vi vil helst blive sammen som én forening, der har eksisteret i godt 75 år, men et til halvandet år er godt nok en lang bremselængde. For enkelte afdelinger i vores forening er det fra 30.000 til 50.000 kroner, vi går glip af om året, siger Christian Bang.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.