Undren over nyt turistsamarbejde - men den undren vækker også undren
Turisthus Nords medlemmer og bestyrelsesformand undrer sig over, at det nye store destinationsselskab ikke har budt op til dans
Opdateret 20. maj 2022 kl. 08:48
FREDERIKSHAVN: Rigtig mange spørger os: ”Hvad sker der – hvad har destinationsselskabet gang i?” Lige nu er det bedste svar vi kan give jer, at det ved vi ikke!
Sådan skriver Ulla Mosich, formand for foreningen Turisthus Nord til medlemmerne af foreningen.
Turisthus Nord drev i en årrække turistbureau og mange andre aktiviteter med et kommunalt tilskud i ryggen.
Sådan er det ikke mere. 1. januar 2021 startede Destination Nord (Et samarbejde mellem Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Aalborg kommuner).
Destination Nord får cirka 16,5 million kroner i tilskud, hvoraf Frederikshavn Kommune betaler cirka 5 millioner kroner.
Turisthus Nord klarer sig uden tilskud og er, som Ulla Mosich siger, totalt kommercielt drevet.
Foreningen Turisthus Nord og dens 300 medlemmer har derfor en stor interesse i at samarbejde, løse opgaver for og i det hele taget vide, hvad der skal ske i Destination Nord og med turismen i Frederikshavn Kommune.
Både Destination Nord og Turisthus Nord har i øvrigt valgt, at deres kontor i Frederikshavn Kommune skal ligge i Skagen. Destination Nord har lejet sig ind i Havnemesterboligen, hvor Turisthus Nord flyttede ud fra for at bo oppe i byen lige over for museet.
Manglende orientering
Ulla Mosich skriver også:
- Vi har fået mange henvendelser fra jer, som er vores ejere og tætte samarbejdspartnere i turismeerhvervet. Henvendelser, der bunder i forvirring og undren over manglende orientering og inddragelse i etableringen af det nye fælleskommunale Destinationsselskab Nord.
Hun fortsætter:
- Det vi ved er, at destinationsselskabet er etableret, man har ansat noget personale og lejet nogle kontorer. Bestyrelsen i Turisthus Nord har flere gange forgæves efterlyst destinationens strategi. Så nu, mange måneder efter etableringen, ved vi stadig ikke hvad planen med selskabet er. Vil man fx udføre opgaver for erhvervet parallelt med det vi, som privat, kommerciel medlemsejet forening udfører på markedsvilkår? Eller hvad er hensigten?
Så vi deler jeres undren, og ligesom jer må vi læse i pressen om Destination Nords dispositioner, hedder det i mailen.
Undrer sig over undren
Hos Destination Nord undrer administrerende direktør Tonny Skovsted Thorup sig over, at de undrer sig i Turisthus Nord.
Han blev ansat i august, men har først fået budget fra 1. januar i år. Destination Nords strategi blev vedtaget for under to uger siden. Inden da har Tonny Skovsted Thorup holdt op mod 80 møder med alle mulige forskellige aktører i turistbranchen herunder med direktøren for Turisthus Nord René Zeeberg.
- Turistdirektøren har desuden deltaget i et interview som del af det forarbejde, vi har gennemført med vores strategiarbejde, oplyser Tonny Skovsted Thorup.
- Vi har også holdt webinarer, hvor alle i branchen har kunne deltage. Ulla Mosich selv var tilmeldt og deltog i et af webinarer om vores strategi. Så jeg synes bestemt vi har været i dialog med Turisthus Nord og deres medlemmer. I det hele taget har der været tale om en inddragende proces, mener direktøren for Destination Nord.
Både Tonny Skovsted Thorup og Turisthus Nords formand Ulla Mosich regner med at holde et møde snarest, når de kan få plads i kalenderen.
Tonny Skovsted regner bestemt med at de to turistaktører skal samarbejde. Men der skal to til at danse, som han siger.
- Samarbejdet kræver, at vi har en tillidsfuld, konstruktiv dialog om tingene.
Og det synes du ikke I har lige nu?
- Du har jo selv læst brevet fra Ulla Mosich, svarer Tonny Skovsted Thorup.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.