Usædvanligt løfte: Her er der garanti for praktikplads, hvis du begynder at studere
Branche-organisation stiller landsdækkende praktikpladsgaranti til de kommende skibsingeniørstuderende i Frederikshavn

- Det er meget usædvanligt, at en industri går ud og garanterer praktikpladser, og jeg tror, at dette vil påvirke optaget på den nye uddannelse positivt, siger direktøren for MARTEC i Frederikshavn. Arkivfoto: Lars Pauli
NORDJYLLAND:Til sommer åbner den nye skibsingeniøruddannelse på MARTEC i Frederikshavn, som vil tiltrække studerende fra hele landet - og de studerende behøver ikke at bekymre sig for, om de kan få en praktikplads.
Brancheorganisation Danske Maritimes medlemsvirksomheder bekendtgør nu, at man stiller garanti om praktikplads.
- Nu tager vi i industrien ansvar for, at uddannelsen får solide ben at stå på fra begyndelsen. Vi åbner allerede nu døren til en stribe relevante virksomheder, så de unge kan koncentrere sig om studiet, siger Danske Maritimes adm. direktør, Jenny Braat, i en pressemeddelelse.
Også MARTECs direktør, Pia Ankerstjerne, har set frem til at løfte sløret for den nye praktikgaranti, som nu bliver en del af uddannelsesinstitutionens promovering af den nye uddannelse:
20 ugers praktik
- Den nye skibsingeniøruddannelse, hvis officielle navn er “Professionsbachelor i skibsteknik og marin konstruktion”, er et fuldtidsstudie med en varighed på 3,5 år, og de studerende skal gennemføre et praktikforløb på 6. og 7. semester af en samlet varighed på ca. 20 uger, svarende til ét semester.
- Efter endt praktik har de studerende endnu et halvt semester til at udfærdige et bachelorprojekt. Projektskrivningsperioden kan, hvis det er hensigtsmæssigt for alle parter, indlemmes i praktikperioden og dermed også foregå på virksomheden.
- Første optag på uddannelsen er planlagt til 14. august 2023, hvorfor de første praktikanter forventes at skulle finde praktikplads pr. februar 2026.
- søgningsfrist til uddannelsen 5. juli.

Pia Ankerstjerne, direktør for Martec. Arkivfoto.
- Det er meget usædvanligt, at en industri går ud og garanterer praktikpladser, og jeg tror, at dette vil påvirke optaget på den nye uddannelse positivt. Det er superstærkt, at de unge allerede inden uddannelsens start ved, at uanset hvor de kommer fra i landet, og hvor de måtte ønske at komme i praktik, så står der en plads klar til dem i erhvervet. Samtidig ved vi jo, at de unge efter endt uddannelse kan regne med at få tilbudt arbejde med det samme, så alt i alt har vi rigtig gode forudsætninger for, at den nye skibsingeniøruddannelse bliver en succes. Vi har allerede fået de første tilmeldinger og glæder os til at byde de studerende velkommen til august, siger Pia Ankerstjerne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.