Ringkøbing

Vendsyssel fik smæk i topkamp: - Hvad gik ikke galt?

Kent Ballegaard var skuffet over indstillingen hos sit hold

Vendsyssels træner var ikke tilfreds med den præstation, som holdet leverede mod Ringkøbing. Arkivfoto: Bente Poder
Vendsyssels træner var ikke tilfreds med den præstation, som holdet leverede mod Ringkøbing. Arkivfoto: Bente Poder

HÅNDBOLD: Vendsyssel Håndbold havde søndag en gylden mulighed for at slå et stort hul til resten af holdene i kvindernes 1. division, men de fik ørerne i maskinen mod Ringkøbing Håndbold, der tildelte nordjyderne deres første nederlag i denne sæson med hele 30-18.

- Hvad gik ikke galt? Vi ramte en dag, hvor vi gjorde stort set alt forkert og ikke var kollektivt til stede. Vi kunne ikke ramme målet, vi ville ikke løbe retur, og vi kunne ikke dække op, siger holdets cheftræner, Kent Ballegaard.

Selvom vendelboerne havde en kamp, hvor intet fungerede, så kan Vendsyssel-træneren godt leve med nederlaget. Hvad han ikke kan leve med, var den indstilling, som holdet viste.

- Som jeg sagde til pigerne, så oplevede jeg nogle ting i kampen, som jeg bliver ked af at se som træner. Et er, at samtlige spillere ikke ramte dagen, noget andet er, at vi ikke bragte alle vores andre værdier i spil. I sådanne kampe skal vi huske på sammenholdet og kæmpe røven ud af bukserne. At vi blev spillet på røv og albuer - fred være med det - men at vi skændtes og blev sure på hinanden, det kan jeg ikke acceptere, lyder det fra Kent Ballegaard.

På trods af snitteren mod Ringkøbing, så har Vendsyssel stadig et godt udgangspunkt, når de starter forårssæsonen op efter julepausen. De ligger efter 10 kampe på en delt førsteplads sammen med Ringkøbing.

- Vores efterår har været super tilfredsstillende. Vi har kun tabt tre point, og det er med det udgangspunkt, at vi starter op efter nytår. Vi holder snuden i sporet og har stadig en målsætning, der hedder top tre. Selvfølgelig gør vi alt for, at vi tager den direkte oprykningsplads, og så må vi bruge denne kamp som en lærestreg til kampene efter julepausen, lyder de optimistiske ord fra Vendsyssel-træneren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden