Voldsom brand i rækkehus: 63-årig mand omkommet
Politiet kender endnu ikke årsagen til en brand natten til onsdag i Frederikshavn
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:19
FREDERIKSHAVN: En voldsom brand natten til onsdag i et rækkehus på Fregatvej i Frederikshavn har kostet en 63-årig mand livet.
De pårørende er underrettet.
Det fortæller vagtchefen ved Nordjyllands Politi.
Alarmen lød ved 1-tiden, og der blev sendt røgdykkere ind i huset. Her fandt de den 63-årige mand, der efterfølgende blev erklæret død af en læge.
- Vi kan ikke sige så meget om branden endnu. Vi skal have foretaget en række tekniske undersøgelser, fortæller vagtchef Poul Fastergaard.
Huset fik en del røgskader, og også en kat i huset omkom, oplyser chefvagt Rene Kærup fra Nordjyllands Beredskab.