White Hawks forsvarede førsteplads trods nederlag i Herning

Der skulle straffeslag til at afgøre topkampen mellem Frederikshavn White Hawks og Herning Blue Fox

Radim Piroutek udlignede til 1-1 for Frederikshavn, da man mødte Herning Blue Fox på udebane. Arkivfoto: Bente Poder

Radim Piroutek udlignede til 1-1 for Frederikshavn, da man mødte Herning Blue Fox på udebane. Arkivfoto: Bente Poder

ISHOCKEY:Der var tale om et helstøbt topopgør, da Frederikshavn White Hawks' dukse var en tur i Herning for at møde ligaens øjeblikkelige nummer to fredag aften.

I en på alle måder lige forestilling var det ikke overraskende små marginaler, der afgjorde kampen mellem Metalligaens to tophold.

De første 20 minutter bød ikke på meget poleret hockey. Der var til gengæld fight for alle pengene, men mål kom der først 37 sekunder inde i andent periode, da Markus Jensen udnyttede et dumt pucktab fra White Hawks til at bringe hjemmeholdet foran 1-0.

Frederikshavn kæmpede med at få powerplayet til at sidde i skabet. I tre forsøg blev det kun til enkelte gode afslutninger mod Herning-målet, hvor Emil Kruse var en levende mur. Selv Kruse måtte dog kapitulere, da han i tredje periode blev overlistet af Radim Piroutek, der i fjerde forsøg fik konverteret et overtal til en scoring for Frederikshavn White Hawks.

I de efterfølgende minutter virkede det som om, White Hawks kunne spille sig til alle tre point. Herning var ikke helt i sync, men uldjyderne fandt dog sig selv igen ret hurtigt, og derfor var det også hjemmeholdet, der lagde pres på i de døende minutter af kampen.

Herning Blue Fox - Frederikshavn White Hawks 2-1 efter straffeslag

Periodecifre: 0-0, 1-0, 0-1

Mål: 1-0 Markus Jensen (20.37), 1-1 Radim Piroutek (45.15) 2-1 Mathias Bau

Udvisningsminutter: Herning 8, Frederikshavn 2

Tilskuere: 1923

I overtime var der fine chancer til begge hold. Mest nærgående var hjemmeholdet, der fik godt fat i offensiv zone. Der var blandt andet en fin chance til Markus Jensen, men Frederikshavn holdt flot stand og kort før de fem minutters overtid løb ud var der en stor kontrachance til Frederikshavn White Hawks, der dog stoppet af Hernings keeper Emil Kruse.

Netop de to keepere kom meget naturligt til at spille en hovedrolle i kampen om det ekstra point, som en sejr i straffeslagskonkurrencen ville udeløse.

Både Emil Kruse og Tadeas Galansky klarede forsøgene i første runde. Christopher Frederiksen bragte Frederikshavn på sejrskurs, da han passerede Emil Kruse, men den tidligere White Hawks-spiller Mathias Bau udlignede umiddelbart efter for hjemmeholdet.

Tredje runde i straffeslagskonkurrencen resulterede i to brændte forsøg, men det dramatiske klimaks indtraf, da Tadeas Galansky blev skadet, da han reddede det tredje forsøg. Det betød, at han skøjtede direkte i omklædningsrummet. Mathias Seldrup, der havde set hele kampen fra bænken måtte derfor i aktion. Næsten ligeså iskold som den is han stod på.

Det udnyttede Mathias Bau til at score det sejrsgivende mål på sit andet og Hernings fjerde forsøg. Herefter skulle Christopher Frederiksen forsøge at gøre ham kunsten efter, men denne gang kom Kruse i vejen, og så var det Herning, der kunne juble.

Frederikshavn har 25 point for 13 kampe, mens Herning har 23 point for 12 kampe.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden