Frederikshavnere på scenen i Aalbæk

AALBÆK:Der er lagt op til en spændende udgave af årets "Musik i Hallen" i Aalbæk Idrætscenter lørdag 22. oktober med besøg af Ester Brohus, Ronni Strøm, Lasse Vestergaard, The Naked Girls og den tidligere Aalbæk dreng Thomas Bjørnager. Han har udviklet sig til en original folk rock musiker, der vedstår sine rødder i Nordjylland, men også formår at sprede sine lyriske grene ud i hele Danmark. Der er efterhånden gået snart seks år, siden 26-årige Thomas Bjørnager lavede sin første demo-plade "Næsten bedre end dårlig sex". I mellemtiden har den talentfulde nordjyske sangskriver skrevet nyt materiale til sit kommende debutalbum, som han i januar 2006 går i studiet for at indspille. Thomas Bjørnager er en ny up-coming kunstner på den danske troubadour scene og en af fremtidens store storytellers der uden at blive moralsk prædikende eller filosofisk kvalmende bevæger sig på et lyrisk poetisk højt dagligdags niveau. Med sine socialrealistiske anekdoter, der spænder lige fra de utraditionelle og humoris-tiske emner til de mere kontroversielle og seriøse, formår Thomas Bjørnager at skabe fængende hooklines og iørefal-dende melodier. Rebellerne bakker på fornemmeste vis den akustiske guitar op og spiller med et "drive" og en "feeling" der er sjælden set, samtidig med at de formår at op- og nedtone det dynamiske så fortællingerne kommer til sin ret. Thomas Bjørnager & Rebellerne leverer varen hver eneste gang de går på scenen og er med garanti noget vi kommer til at høre meget mere til fremover. Rebellerne er: Lasse Bomann (guitar) Henrik Bang (Bas) Jess Mørch (Trommer) "Danmarks mest musikalske Roadie" 30-årige Ronni Strøm, debuterede i 2003 med albummet "Lucky Man…?" inspireret af nogle af historiens store amerikanske sangskrivere kombineret med den meget nutidige americana genre og blev hyldet for det af landets musikalske presse. Nu tager Ronni Ström sin musik endnu videre ad sin egen personlige grusvej, og gør den endnu skarpere. Det gør han på sit 2. album "Drifting" som Ronni Ström efter moden overvejelse har valgt at lade tilflyde Kick Music til udgivelse. Så Ronni Ström har fået den fornødne kunstneriske frihed til at skrive de 11 uhyre fine og velskrevne sange, der udgør "Drifting". Ronni Ström flirter med Morricone, Isaak og rendyrket ørkenrock samtidig - så meget at men smager saltet på tungen fra sveden, der drypper ned over ansigtet i den brændende sol. The sideburns er: Jimmy Guldbæk (guitar) Thomas Vadmann (Trommer) Tommy Jensen (Bas) Ester Brohus kræver vel ikke større præsentation. Hun bliver aldrig ensformig, aldrig kedelig. Hun tvinger lytteren til at være med hele vejen, og hun er ikke via sine sange bange for at fortælle, hvem hun er, og hvad hun tænker. Lasse Vestergaards sange og tekster kredser omkring blid og eftertænksom rockmusik og traditionel folk, men er også et produkt af den nyere singer/songwriter tradition, hvor den intime og æstetiske stemning er i højsædet. Det bliver The Naked Girls fra Hjørring der åbner koncerten klokken 18.00, men dørene åbnes allerede klokken 17.30.