Frederikshavns trinde arena-drøm

Stort rykind ved rejsegildet på Frederikshavns store erhvervs- og sportspolitiske satsning.

Byggeri 8. september 2004 06:00

FREDERIKSHAVN: Først nu kan man rigtig få en fornemmelse af, hvor imponerende den nye Arena Nord Frederikshavn bliver. I den smukke september-sol står den i al sin runde trindhed og blæser højt og flot på, at den egentligt ikke er rund, men i stedet en 88-kant. Men for en lægmand ser den nu charmerende cirkulær ud, som en arena har gjort det helt fra Romertiden. I går var der åbent hus på den store byggeplads, fordi byggeriet nu er halvgående. Med fire måneder for an sig blev kransen hejst til tops ved rejsegildet for det monumentale bygningsværk, hvis mål det er at placere Frederikshavn solidt på det nordjyske landkort, som et område, der vælger udvikling frem for sort snak. Det kræver investeringsvilje - og med først Det musiske Hus og i næste uge Iscenter Nord og gårsdagens rejsegilde har Frederikshavn vist vejen og skabt rammer som et elite-sportsligt og erhvervsmæssigt indskud i fremtiden. - Drømmen er ved at gå i opfyldelse. Vi får en fantastisk cirkelrund multihal. Og bruges - det er lige hvad den skal, sagde borgmester Erik Sørensen. Formanden for Arena Nords bestyrelse, Per Malmberg, gjorde status på de 9 års byggeperiode - altså fra ideens start til rejsegildet i går. - Vi kunne godt have ønsket os, at vi havde været tidligere igang. Men omv endt.! Hvis hallen havde været klar for fire år siden, så havde vi jo ikke fået en fleksibel løsning, som den vi får nu. Så havde vi bare fået en idrætshal, sagde Malmberg. Der var masser af ros til håndværkerne for en fin indsats og der er heller ingen tvivl om, at gårsdagens der er rejsegilde kun kunne holdes betids, fordi håndværkerne har leveret en ekstraordinær indsats blandt andet ved at arbejde intenst i sommerferien. Arena Nord vil stå færdig midt i januar, og Frederikshavn vil hermed kunne tilbyde helt unikke rammer for såvel store sportsarrangementer som messer, konferencer, koncerter og andre kulturarrangementer. Selve den markante cylindriske arena bliver centrum for det nye sports- og kulturcenter, der opføres i forbindelse med de eksisterende idrætsanlæg i Frederikshavn - Idrætshallen, Badmintonhallen og Atletcentret. - Med Arena Nord har vi skabt de perfekte rammer - nu er det så vigtigt at få rammerne fyldt ud, siger Per Malmberg. Han understreger, at det kun er fantasien, der sætter grænser for, hvad rammerne kan anvendes til. - Så jeg vil gerne appellere til kommende brugere og arrangører om at udnytte de muligheder, vi får fremover, lyder meldingen fra Per Malmberg. Åbningen i januar vil blive markeret på festlig vis, og der arbejdes med forskellige arrangementer - både sportslige og kulturelk. De første arrangementer er allerede i hus, og bl.a. skal boligmessen "Gør din bolig bedre" i marts 2005 holdes i den nye arena. - Og så har Brandinspektørerne allerede nu besluttet sig for at afvikle kongressen 2005 i Arena Nord. Det sker i auguist - og det er vi glade for, siger Per Malmberg, der samtidigt understreger, at Arena Nord jo bliver hjemmebane for Fox Team Nord, siger Per Malmberg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...