EMNER

Fredslyset rundt i Vendsyssel

Onsdag eftermiddag ankommer fredslyset til Vendsyssel med tog fra Roskilde.

Fredslyset kommer til Vendsyssel i dag. Arkivfoto: Martin Damgaard

Fredslyset kommer til Vendsyssel i dag. Arkivfoto: Martin Damgaard

I Sct. Laurentii kirke i Roskilde holder man året rundt liv i fredslyset, som oprindelig blev tændt i Betlehem og via Lübeck ført til Roskilde. Siden 1996 har medlemmer af spejderorganisationen Sct. Georgs Gilderne i Danmark sørget for, at lyset bringes rundt om i landet, hvor lokale Sct. Georgs Gilder og andre spejdere står bag arrangementer for lokalområdet. I aften klokken 19 er der således aftengudstjenester i både Frederikshavn Kirke og Vrejlev Kirke, hvor man kan få flammen med hjem, hvis man medbringer et lys eller køber et lys i kirken. Arrangementerne er arrangeret af henholdsvis Sct. Georgs Gilderne i Frederikshavn og KFUM-Spejderne i Poulstrup. Torsdag klokken 19 er der aftenkoncert i Tårs Kirke, hvor man foruden gudstjeneste også kan nyde stemningsfuldt musik. Arrangementet er arrangeret af Sct. Georgs Gilderne i Brønderslev. Lørdag arrangerer Sct. Georgs Gilderne i Hjørring et anderledes arrangement ved højlys dag. Først arrangeres der løb for områdets spejdere, der starter ved Metropol og slutter på Kulturcafeen på Trolhättanvej. Klokken 13 modtages fredslyset af borgmester Arne Boelt, og det vil også her være muligt, at få tændt egne lys og lygter eller købe en lygte. Fredslyset vil også blive bragt rundt til en række plejehjem i Vendsyssel.