Udland

Fredsmægler mødes med Syriens præsident

Kofi Annans afløser som fredsmægler i Syrien, Lakhdar Brahimi, har for første gang mødt præsident Assad.

Fredsmægler mødes med Syriens præsident

Den internationale mægler Lakhdar Brahimi har lørdag mødt Syriens præsident, Bashar al-Assad, rapporterer syrisk stats-tv.

Algerieren, der har kaldt sin mission for "stort set umulig", vil diskutere muligheder og bestræbelser for at afslutte den 18 måneder lange konflikt, der hærger landet.

Det er Brahimis første møde med Assad, efter at han for to måneder siden erstattede Kofi Annan på posten som fredsudsending for Den Arabiske Liga og FN.

Assads styrker og oprørerne, der har færre våben til rådighed, men stadig mere magt, har ignoreret opfordringerne til at afslutte kampene. Blodsudgydelserne fortsætter i landets vigtigste byer, heriblandt Damaskus, Aleppo, Homs og Deir al-Zor.

Indbyggere i Damaskus har fortalt, at de har hørt kraftig granatild i nattens løb efterfulgt af lyden af kampflys jetmotorer ved 06-tiden lørdag morgen.

Den London-baserede gruppe Syriens Observatorium for Menneskerettigheder siger, at 160 mennesker er blevet dræbt i Syrien fredag, mens Brahimi mødtes med russiske og kinesiske diplomater i Damaskus. Torsdag talte han med den iranske ambassadør.

Rusland, Iran og Kina støtter Assads regering, og regeringerne i Moskva og Beijing har tre gange blokeret for de vestligtstøttede forsøg på at få FN's Sikkerhedsråd til at kritisere og at true med sanktioner mod Damaskus.

Syriens Observatorium for Menneskerettigheder indsamler meldinger om ofrene i konflikten fra øjenvidner og aktivister, men tallene er vanskelige at få verificeret, da der ikke findes nogen objektive kilder i landet.

I alt er dødstallet skal dødstallet være nået op på 27.000, siden demonstrationerne mod styret begyndte for halvandet år siden.

Syriens FN-ambassadør Bashar Ja'afari, sagde tidligere på måneden, at styret i Damaskus var "åben og helt indstillet" på hr. Brahimis mission i bestræbelser på at sørge for en afslutning på voldshandlingerne og at finde en syrisk ledet løsning på krisen.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst