Hjørring

Fredsmøde med krigsbanner

HJØRRING:Den tredje fredsdemontration arrangeret af Ingen krig mod Irak fandt sted i går over middag med taler, digtoplæsning og fællessange ved Cityscenen ved Sct. Olai Plads. Uden for nummer optrådte et par demontranter med et banner, der tilsluttede sig krigen! Fredsdemonstrationens deltagere hørte på taler fra LO-formand Ole Carlsen og Bent Jørgensen fra Ingen krig mod Irak. Ole Carlsen sagde blandt andet, at skønt han er tilhænger af, at få Saddam Hussein fjernet hurtigst muligt, så er han bekymret for Danmarks status efter en krig, fordi regeringen og Dansk Folkeparti har fjernet landet fra det sædvanlige samarbejde med de nordiske lande. Ole Carlsen mener, at Danmark som krigsførende er blevet kørt ud på et sidespor. LO-formanden vurderer, at krigen ikke vil føre til fred, men til splittelse og mere terror. Bent Jørgensen fra Ingen krig mod Irak sagde, at krigen allerede var tabt, uanset det endelige militære udfald, idet irakerne og hele den muslimske verden, efter hans mening, helt tydeligt opfattede krigen som en besættelseskrig og ikke en befrielseskrig, som hævdet af amerikanerne. Et par unge mænd fra Hjørring, der ikke ønskede deres navne frem, stod bagest med et stort støt-krigenbanner. De to unge oplyste, at de ikke ønskede at provokere, men blot at komme i dialog med deres modstandere i Irak-spørgsmålet. Enkelte diskuterede med dem.