Fodbold

Freja-damer havde det nemt i Skive

JYLLANDSSERIEN, DAMER Skive IK-Aalborg Freja 0-4 (0-1) Mål: 0-1 Maibritt Lund (5. minut), 0-2 Louise Jacobsen (58. minut), 0-3 Charlotte Eriksen (69. minut), 0-4 Pia broe (82. minut). SKIVE: De aalborgensiske frejanere lyste op i det mørke og regntunge. Især efter pausen, hvor de for alvor fik gang i scoringerne. Udfaldet ændrer ingenting i seriens top. Freja er fortsat nummer to, tre point efter Team Viborg, som i weekenden vandt 2-0 ude mod Aars IK. - Vi havde tilrettelagt bredt spil med stor aktivitet på flankerne. Som planlagt gav det den nødvendige plads til vores angribere. På det punkt gav Skive os en hjælpende hånd, da de efter pausen udvidede deres angreb med én ekstra spiller, fortæller Freja-træner Finn Nielsen. Spillet i 1. halvleg var fordelt fifty-fifty. Dog sørgede gæsterne fra Aalborg for de fleste chancer. Udover Maibritt Lund åbningsmål i det 5. minut havde Louise Jacobsen et forsøg på den ene stolpe. Efter pausen og især efter målet til 2-0 i 2. halvleg 13. minut faldt skibonitterne sammen og mistede en del af gejsten. Sejren var faktisk for lille. Freja-holdet burde have vundet større end 4-0. Fortrinsvis Charlotte Eriksen og Louise Jacobsen havde en del afbrændere, som havde fortjent en bedre skæbne. Derfor var en advarsel i kampens døende minutter til Lea Thiesen af mindre betydning. Hun blev idømt straffen for et frispark mod Skives målmand - ikke for hårdt spil, men snarere på grund banens ringe beskaffenhed efter megen nedbør. brula