Freja dukkede lokalrivalerne

Fodbold 26. september 2002 08:00

JYLLANDSSERIEN, DAMER B 52/AFC Aalborg-Aalborg Freja 0-7 (0-4) Mål: 0-1 Charlotte Eriksen, 0-2 Lea Thiesen, 0-3 Maibritt Lund, 0-4 Louise Jacobsen, 0-5 Maibritt Lund, 0-6 Louise Jacobsen, 0-7 Beth Madsen. AALBORG: Med sejren har Freja-damerne 44 point og er fortsat puljens nummer to - ét point efter Team Viborg. B 52'erne rangerer nederst med kun 19 point. Alligevel og trods de mange Freja-mål havde hjemmeholdet også deres ære af kampen. - Den store målforskel er ikke det rette billede af de 90 minutter. På den våde og fedtede bane udnyttede vi næsten alt 100 procent. B 52 spillede en udmærket kamp, men hver gang de var ved at komme med, "dukkede vi dem" med en scoring eller to, beretter Aalborg Frejas træner Finn Nielsen. I de første 10 minutter kørte spillet lidt frem og tilbage. Dog fremtvang B 52'erne en række målfarlige hjørnespark. Men i det efterfølgende kvarter afgjorde Freja reelt lokalopgøret med tre scoringer. I resten af kampen levnede Freja-damerne ikke deres modstandere ret meget plads. Dét sørgede forsvarsstyrmanden Lone Jensen og markeringsspillerne for. De stod tæt på hjemmeholdets angribere. På midtbanen dominerede Susanne Kjeldsen og Charlotte Eriksen, og tilsammen stod de for ét mål og fem målgivende afleveringer. Slutteligt fremhæver Finn Nielsen to mål. Lea Thiesen's til 0-2 og Beth Madsen's til 0-7 fire minutter før tid. Begge var resultatet af velrettede langskud. brula

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...