Freja fik 1-1 ude mod Skive

JYLLANDSSERIEN, KVINDER Skive IK-Aalborg Freja 1-1 (1-0) Mål: 1-0 (6. minut), 1-1 (53. minut) Maibritt Lund. SKIVE: Freja-kvinderne fik en rigtig skidt start på returkampen i Skive. På vej frem, og kun få minutter henne, taber aalborgenserne bolden. I tilbageløbet får de ikke lukket af. Samtidig fanger skibonitterne Freja-sweeperen Lone Jensen på det forkerte ben og har let ved at bringe sig på 1-0. Omkring 45 minutter senere, og lige så langt henne i 2. halvleg, tilkendes Freja et hjørnespark. Herfra sender Marianne Nielsen bolden videre til Maibritt Lund, som fra sin placering ved bagerste stolpe har let ved score med pandebrasken. Således sluttede returen 1-1. Freja kom op på 21 point og er fortsat fire foran Skive. - Det var den omvendte forestilling af den foregående kamp, hvor vi vandt 7-0 mod Videbæk. Mine spillere havde uendeligt svært ved at komme i gang. Først efter pausen begyndte der at ske noget for mit hold. Men "champagnebruset" fra Videbæk-kampen kom vi aldrig til at opleve, beretter Freja-træner Finn Nielsen. Hans spilleres største problemer lå i Skive-holdets tætte markeringer. De levnede ikke meget plads til aalborgenserne. Det blev lidt bedre efter den hurtige udligning i 2. halvleg. Louise Jacobsen var tæt på med et hovedstød og til sidst misbrugte Pia Bruun "en servering" tæt under mål. Aalborg Freja får nu pause indtil mødet med Brønderslev IF enten 31. august eller 2. september, fordi modstanderen i næste spillerunde, Grønbjerg IF, har trukket sit hold ud af turneringen. brula