Freja holdt trit med Viborg

Fodbold 20. september 2002 08:00

JYLLANDSSERIEN, DAMER Aalborg Freja-Lemvig GF 2-1 (1-0) Mål for Aalborg Freja: 1-0 Louise Jacobsen (3. minut), 1-1 (54. minut), 2-1 Louise Jacobsen (84. minut). VESTBYEN: Målafstanden på de to hold var for smal. I flere perioder dominerede frejanerne, og de holder fortsat fint trit med divisionsreserverne fra Team Viborg. Viborgenserne er på førstepladsen med 42. Aalborg Freja står med 41 og har en afstand på 11 til Skive IK. Freja-træner Finn Nielsen kan også udmærket være tilfreds med Louise Jacobsen. Hun kom til Aalborg-klubben fra Bindslev-Tversted IF i sommerpausen og er indtil videre ikke gået fra banen uden at score. Med begge mål mod Lemvig blev hun Frejas matchvinder. Denne værdighed kunne også være tilgået Pia Bro, som i den foregående kamp scorede fire gange, da Freja slog Jetsmark IF 6-1. I de sidste minutter modtog hun en spilning fra Susanne Kjeldsen og burde have slukket og lukket med mål til 3-1. I løbet af kampen havde også Maibritt Lund, Betina Madsen og Charlotte Eriksen gode scoringsmuligheder. Sædvanligvis spiller Aalborg Freja både gode hjemme- og udekampe mod Lemvig, men denne gang var gæsterne for defensive. - Ved at stå syv-ni spillere bag bolden, gjorde de det svært for os, og det blev i perioder en lidt ensidig forestilling. Det var da godt, at vi scoret i de sidste minutter. I øvrigt efter et utal af indlæg, som mange andre end Louise Jacobsen burde have udnyttet, beretter Finn Nielsen. brula

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...