EMNER

Freja på slap line i cirkus

ØSTERVRÅ:Den 11-årige Østervrå-pige Freja Hanmer var nervøs i går. Men da hun først var i gang, forsvandt nerverne. Det gik bare derudad. Frejas manége-debut som linedanserinde skete over r for et lokalt publikum, da Cirkus Charlie i aftes gav forestilling i Østervrå - med den lokale optræden som ekstranummer. Freja har fra lille været vild med cirkus. I sin sommerferie de to sidste år har hun været på cirkusskole i Cirkus Charlie. Den tilbyder undervisning i bl.a. akrobatik, klovnerier, jonglering og trapez. Freja prøvede lidt forskelligt, men faldt for linen. Så faderen, kunstneren Colin Philip Hanmer har lavet en line til hende hjemme. Den øver hun sig på næsten dagligt i forsøget for at blive endnu bedre til at gå på den stramt udspændte, tynde wire. Det lokale publikum kunne ved Frejas debut i aftes konstatere, at hun allerede er nået langt. Hun fik langvarige klapsalver for sin optræden. Det kan meget vel ende med en karriere som linedanserinde! Det så legende let ud, da Freja bevægede sig på linen og viste sit lille program.