Frejlev går til kamp mod gift

Borgerforeningen vil mindske forbruget af pesticider i private haver.

Oplysning og kampagne. Det er de midler, der skal tages i brug for at vende udviklingen i Frejlev og Drastrup, hvor flere haveejere er gået over til at bruge gift. – Vi har ikke råd til at lade de kommende generationer betale prisen for vores overforbrug af gift. Derfor er det vigtigt, at sikre bedre information, siger Kenneth Kuur Sørensen fra den lokale borgerforening. Frejlev og Drastrup ligger tæt ved et stort kommunalt område med grundvandssikring og byerne har i en årrække år været med i Projekt Giftfri By, der har som mål at mindske forbruget af pesticider i de private haver. Selv om hovedparten af indbyggerne stadig lader giftsprøjten stå, så viser en ny undersøgelse fra Aalborg Kommunes forsyningsvirksomheder, at flere haveejere i de to byer er gået over til kemisk bekæmpelse af ukrudt i haven. – Jeg synes det er vigtigt, at vi fra foreningerne og erhvervslivet sparker nyt liv i giftfri by-projektet. Jeg vil derfor tage det op på næste møde i samrådet i Frejlev, siger borgerforeningsformand Rita Rasmussen.