EMNER

Frelsens Hær får kost-penge

SKAGEN:Frelsens Hær har indledt det nye år med lidt ekstra penge på bogen som hjælp til at hjælpe andre med at få et måltid mad. Socialministeriets pulje til frivilligt socialt arbejde for socialt truede mennesker har uddelt cirka 43 millioner kroner til næsten 500 projekter. Frelsens Hær i Skagen har fået 25.000 kroner. Det er til Den Åbne Dør og andre arrangementer, hvor alle er velkomne til at møde op på Daphnesvej og spise med. De 25.000 kroner dækker ikke alle udgifter til denne sociale hjælp i Skagen, så derfor har Frelsens Hær fortsat brug for anden støtte. - Det er positivt, at så mange i hele landet ønsker at udføre frivilligt socialt arbejde, og det er et rigtigt godt supplement til de offentlige tilbud, siger socialminister Henriette Kjær. Frelsens Hær i Skagen har hver torsdag café med middag klokken 12.30. Der er Den Åbne Dør hver tirsdag, og hver torsdag 10-16 er der tøjsalg, hvor indtægterne går til den daglige drift. Korpsets aktiviteter kan følges i NORDJYSKE. W.