EMNER

Frelsens Hær vil indrette butik i midtbyen

Leder vil gerne have mere gang i arbejdet i Hjørring

HJØRRING:Frelsens Hær er på udkig efter et butikslokale i Hjørrings midtby, så man kan fortsætte med sine succesrige loppemarkeder, der har over 20 år på bagen. Frelsens Hærs leder i Frederikshavn og Hjørring, Edel Bjarkam, var så langt fremme med planerne, at man fornylig annoncerede, at man holdt op med loppemarkederne for at rykke op i midtbyen. Men foreløbig er planerne strandet på økonomi. Det viste sig, at huslejen for Frelsens Hær ville blive for stor, hvis man skulle rykke ind i den butik, man havde udset sig. Derfor har man trukket følehornene til sig, indtil der viser sig noget andet: - Det er vigtigt for os at få en forretning oppe i byen, siger Edel Bjarkam. Vi har flere tiltag på bedding, hvor vi gerne vil bruge selve salen i Lollandsgade. Den har ikke været i brug i flere år, fordi vi har kørt på lavt blus, men nu vil vi gerne have menigheden i gang igen. Vi har stor succes med vore torsdagsaftner, hvor vi bespiser 35-40 mennesker, mest mænd, der enten er hjemløse eller misbrugere. Man kan godt kalde det for en varmestue, for der er et stort behov for noget sådant i Hjørring. Vi arbejder også på at få en leder til Hjørring. Hidtil har jeg delt arbejdstiden mellem Hjørring og Frederikshavn. Det kan ikke udelukkes, at jeg for fremtiden kun skal varetage opgaverne i Hjørring. - Vi kan nemlig ikke undvære de penge, som loppemarkederne kaster af sig i Hjørring. De er med til, at vi kan drive Frelsens Hær både i Hjørring og Frederikshavn. Hver måned sender vi 2000 kr. til nødlidende i Sri Lanka, siger Edel Bjarkam, der på ét punkt er blevet meget overasket: - Da folk læste, at vi holdt med loppemarkederne i Lollandsgade, blev jeg kritisteret meget af brugerne. For mange er det månedens højdepunkt, for de fandt, at der er masser af charme og miljø i det gamle lokale, siger Edel Bjarkam, der indtil videre fortsætter med sine loppemarkeder én gang om måneden. Hvis man vil besøge Frelsens Hær i Hjørring, er der mulighed for det i aften. Her indbyder Edel Bjarkam nemlig til hyggekomsammen og gudstjeneste.