EMNER

Frelseren og den gamle kamel

SINDAL:Det var lige før, der var is på kvasten af nissehuerne i går formiddag, da provst og sognepræst i Sindal Ole Dybro skulle holde gudstjeneste for en del af sine sognebørn - i bogstaveligste forstand. Seancen var nemlig tilrettelagt for byens børnehavebørn, der gik fra minus til plus med levende lys, så de røde næser kunne tø lidt op, mens Ole Dybro bød dem velkommen. Den vise trio Det lille Jesus-barn stod parkeret i midtergangen i sin krybbe, der var omringet af siddende børn, og efter en sang var det blevet tid til en dias-opvisning af jule-evangeliet, som naturligvis var blevet skruet sammen, så det passede til dagens målgruppe. Fortællingen tog således udgangspunkt i den gamle kamel Kalle, der engang har oplevet den allerførste jul nogensinde, nemlig da han sammen med et par andre kameler transporterede de tre vise mænd afsted mod den kongesøn, der var født under den nye stjerne på himlen. Efter en lille omvej omkring Herodes' kongeslot, havnede trioen på en mark ved Bethlehem, hvor de fandt Jesus-barnet - og selv om der sikkert ikke var så mange lokkende tilbudsaviser at finde inspiration i for et par tusinde år siden, var det minsandten lykkedes for de vise mænd at finde julegaver i form af guld, røgelse og myrra alligevel. Skygger Efter fortællingen skulle børnene et smut over i sognegården, hvor der efter sigende skulle være et mindre lager af flødekarameller og pebernødder, men inden da, blev de også mindet på, at højtidens mange lys også kan kaste skygger. - Præsten skal ud at besøge nogen mennesker og sige glædelig jul, for der er nogle, der slet ikke har nogen at holde jul sammen med, fortalte Ole Dybro til den store forsamling af børn.