EMNER

Frem i samlet flok?

Vidste man ikke bedre, kunne man godt forledes til at tro, at der skulle være folketingsvalg lige om lidt (og ikke først om senest lidt over to år, i november 2011). Mens de venter på, at det langt om længe skal ringe ind til endnu et folketingsår i oktober, har det ene parti efter det andet travlt med at gøre sig til over for vælgerne, ikke mindst gennem de såkaldte sommergruppemøder, som kaster lidt glans over partier og politikere på skift. Særligt travlt har Socialdemokraterne, De Radikale og ikke mindst Socialistisk Folkeparti med at meddele, at de går til det valg - som altså slet ikke er udskrevet endnu - i samlet flok. Som et samlet alternativ til VKO-blokken. Det vil sige; samlet og samlet. De seneste dage har den dramatiske rydning af Brorsons Kirke mere end antydet, at S-SF-R næppe har nået at formulere en fast, fælles flygtninge- og udlændingepolitik, for mens De Radikale var hurtige ude med at fordømme det menneskesyn, der angiveligt ligger bag såvel VKO-politikernes som politiets adfærd, stod Socialdemokraterne mildt sagt væsentligt mere splittet, indtil partiformanden Helle Thorning-Schmidt prøvede at skære igennem og gøre op med, hvad hun kaldte tidligere tiders slingrekurspolitik på området. Og Villy Søvndal (SF) indskrænkede sig mest til at udtale, at det da ikke så godt ud, at kirken blev ryddet på så dramatisk vis. Den store, fælles march frem mod målet præger heller ikke ligefrem de tre partier på skatteområdet, for mens S og SF skriver på et fælles udspil, efterlyser De Radikale - som det økonomisk set eneste liberale parti af de tre - lettelser til topskatteydere. Samtidig afviser De Radikale S' idé om "millionærskat" - alt i alt noget, der har fået politisk ordfører Henrik Sass Larsen til at udtale, "det er ikke lige det, der stemmer alt for godt overens med, hvad vi vil. Umiddelbart har jeg vanskeligt ved at se, hvordan den sociale profil bliver mere retfærdig". Og så er partierne næppe for alvor gået i gang med at diskutere et af dansk politiks ømmeste punkter, efterløn, som De Radikale jo gerne ser afskaffet.