Aalborg

Fremgang for installatører

Trods finanskrise og økonomisk tilbagegang kom de nordjyske installatører ud af 2008 med et nyt rekordresultat.

NORDJYLLAND:Det fremgår af regionale tal, som Tekniq Installatørerne Organisation har udregnet på baggrund af den årlige markedsstatistik. Nordjyllands elinstallatører oplevede således en fremgang i omsætningen fra 2007, som også var et rekordår, på samlet 500 millioner kroner, mens vvs-installatørerne havde en omsætningsmæssig fremgang på cirka 50 millioner kroner. Samlet set omsatte installationsbranchen for næsten 3,5 mia. kr. i Nordjylland. - Samlet set blev det et rigtig godt år for installationsbranchen i Nordjylland, faktisk endnu bedre end rekordåret 2007. Dermed er vi ind til videre sluppet noget mere nådigt fra finanskrisen, end den øvrige del af byggebranchen, siger formand for Tekniq-råd Nordjylland, Povl Møller Thomsen, Aalborg. På landsplan forventer organisationen dog, at installatørerne både i 2009 og 2010 vil opleve en nedgang på fire procent i omsætningen. - Der vil ganske givet være kollegaer, som i høj grad kommer til at mærke de negative konsekvenser af krisen. Og så er installationsbranchens udvikling jo i sagens natur også betinget af, hvordan det går i økonomien som helhed, siger Povl Møller Thomsen.