Fremgang på varer men benzinsalget faldt

DYBVAD:Dagli' Brugsen i Dybvad har haft en pæn fremgang på varesalget. Det kom frem under generalforsamlingen fornylig, hvor der er grund til at glæde sig over et driftresultat (før ekstraordinære poster og skat) på 765.000 kroner. Derimod faldt benzinsalget med 156.000 kroner. Krig koster penge, og det gør benzinkrig også, men trods det markante fald er salget af benzin dog steget lidt igen efter et par benzintanke i området er lukket. Dagli' Brugsen vil også i det kommende år fortsætte med at udbetale to procent i dividende i medlemsrabat og de obligatoriske fire procent på egne mærker. Brugsen i Dybvad er dermed en af de få butikker i Nordjylland, der på visse varegrupper udbetaler seks procent i medlemsrabat. En af de bedste beslutninger, som Dagli' Brugsen har foretaget, er at få installeret en Bake Off-von, der har givet en fin omsætning på brød. Også postbutikken har mærket en pæn fremgang, selv om mange efterhånden benytter sig af homebanking på nettet. Iøvrigt blev der på generalforsamlingen slået fast, at Daglig Brugsen også fremover vil fortsætte med at bringe varer ud. Vareturen - der foregår en gang om ugen - er nemlig en del af brugsens gamle kultur.