EMNER

Fremgang til at få øje på

Fremgangen i Afghanistan er til at få øje på, men det er endnu for tidligt at fastsætte en dato for hjemtrækningen af vores tropper.

Hvis briterne begynder at trække tropper ud allerede i 2011, vil det alene være en symbolsk tilbagetrækning, der cementerer, at den forbedrede sikkerhedssituation i Afghanistan er permanent. Vores engagement i Afghanistan er primært fokuseret i Helmand-provinsen. Siden vi kom til området i 2006, er der sket store fremskridt. Antallet af skoler i provinsen er tredoblet, så der i dag er 103 åbne skoler, hvor de afghanske børn kan modtage undervisning. De danske styrker har ydet en kæmpe indsats i kampen mod Taleban. Både hvad angår patruljering og i træningen af de afghanske sikkerhedsstyrker, som vi har intensiveret. Derfor går det fremad med sikkerheden. De afghanske myndigheder er også blevet mere synlige. Tilbage i 2008 var der kun distriktsguvernører i fem af Helmands distrikter - i dag er antallet af lokaladministrationer fordoblet. Desuden er der blevet oprettet en fødeklinik og en jordmoderskole, faciliteter, der ville have været utænkelige under Taleban. På trods af de mange fremskridt er der imidlertid et stykke vej endnu, før vi ved, hvor længe vores tilstedeværelse i Afghanistan er nødvendig. Derimod står det lysende klart, at vi skal pakke sammen og rejse hjem den dag, vi kan overlade ansvaret til afghanerne selv.