Fremmedartet fyr på besøg i Thy

Efter kontroverser med en anden han, tog sumpbæver i Bedsted ud i den danske natur på egen hånd.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto: Leif Skaarup

Historien startede, da Leif Skårup, Thylandsgade 46 i Bedsted, søndag opdagede, at et bæverlignende dyr simpelt hen havde slået sig ned i et lille vandhul, som Leif Skaarup har på sin jord. Her hyggede den sig gevaldigt. - Det var da en sjov oplevelse, for det var tydeligt, at den havde fundet et godt sted, fortæller Leif Skaarup. Men heldigvis havde Leif Skaarup åndsnærværelse til at gå hjem og finde sit fotoapparat, så den uventede logerende blev foreviget, ellers var der nok ingen, der ville tro historien. Men det var dyrehandler Arnfred Madsen på Vestervigvej 32 i Bedsted, der løste den zoologiske gåde. Han kunne fortælle, at dyret var en sumpbæver, som er ret almindelig som kæledyr. - Det er da en sjov fætter, men den skal da ikke rende rundt ude i det fri. Forhistorien er, at jeg havde et par hanner, som havde nogle kontroverser om territoriet. Det endte så med, at den ene han måtte forlade territoriet og søge ud i det fri, fortæller Arnfred Madsen. Men Leif Skaarup fortæller også, at han kikkede en ekstra gang, da han så dyret i vandhullet. - Jeg blev dog hurtig klar over, at den var vant til at omgås mennesker, for den var meget tillidsfuld, siger han. Historien ender alligevel sørgeligt, for sumpbæveren måtte bøde med livet, så vi ikke risikerer forurening af naturen med sumpbævere. Sumpbæveren med det latinske navn Myocastor Coypus betragtes nemlig som en invasiv art. Hvilket vil sige, at den er uønsket i den danske natur. Sumpbæveren kommer oprindelig fra Sydamerika og blev før krigen importeret til pelsfarme i Danmark. Pelsen, der kaldes nutria, er meget værdifuld. Og så hævdes det også, at sumpbæverens kød er meget velsmagende. Måske fordi den er 100 procent vegetar og lever af pilebark, vandplanter, grene og blade. I tilfældet ved Bedsted har sumpbæveren gået en strækning på omkring 500 meter og der fundet vandhullet ved Thylandsgade.