Støvring

Fremmede flag til tops

Befrielsen fik et særligt forløb med kamp om flagene på Hobrovej

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

20. april 1940 var det daværende tyske flag med hagekorset på hel i Krohaven og tyske soldater ses på gadehjørnet .

STØVRING:På befrielsesdagen 5. maj vajede Dannebrog på Hobrovej i Støvring.

Lokalhistoriker Niels Nørgaard Nielsen har på en 5. maj funderet over, at man måtte flage med hagekors på Hitlers fødselsdag 20. april 1940.

5. maj 1945 blev der taget revanche med Union Jack, Stars and Stribes og karetmager Holger Pedersens divantæppe påsyet hammer og sejl som den lokale udgave af den russiske røde fane og så selvfølgelig Dannebrog.

Da flagene var hejst, samledes mange forventningsfulde mennesker langs Hobrovej.

Det var imidlertid ikke englændere, der kom kørende. Det gjorde derimod nogle temmelig aggressive tyskere, muligvis Gestapo-folk.

Et af de tyske køretøjer standsede brat, da soldaterne fik øje på den provokerende røde fane.

De så meget ophidsede ud, men valgte så at fortsætte kørslen mod nord.

Det viste sig dog snart, at provokationen ikke var glemt, for snart efter kom de tilbage og standsede lige under den røde fane.

En af tyskerne rejste sig op i bilen og flåede karetmagerens tæppe fri af rebet, mens en anden affyrede en maskinpistolsalve mod syd henover brolægningen på Hobrovejens midte.

Projektilerne slog gnister og splinter af brostenene, og nogle prellede af og skiftede retning til stor fare for de mange mennesker på fortovene.

En ung pige, Agnete Jensen, som stod ved skotøjshandlerens butik mellem brugsen og uddeler Christensens privatbolig blev lettere såret og måtte på sygehuset.

Først et par dage senere kom de engelske tropper gennem byen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.