Fremmedhad stillet til skue

Sognepolitik har altid været et spørgsmål om magt og indflydelse på samme måde som regionspolitik og landspolitik. De lokale politikere har i større eller mindre grad forstået at dyrke bjergsomheden og belønne venner og familie.

Det er der ikke noget nyt i. Der er heller ikke noget nyt i, at landspolitikere husker den region, de kommer fra, når der skal forhandles placering af offentlige institutioner, Men det har altid været god skik at forsøge at argumentere for det saglige, i disse forhandlinger om ¿pay-back¿ til politiske støtter. Man kan sige, at pressen via almindelige åbenhed i samfundet har sørget for, at de mest grelle forsøg på bjergsomhed og belønning er blevet opdaget. Denne balance kan man sige er blevet forfinet, og pressen kan heller ikke sige sig fri for at forhandle med politikere om hvem, der skal have nyhederne og hvilke nyheder, der ikke skal slippes ud. Når alt dette er sagt, er der et fromt håb om en vis kerne af ærlighed i de fleste politikere; en kerne, der støtter princippet om, at f.eks. en folketingspolitiker kun er bundet af sin samvittighed. Den kan være svær at få øje på, men presset fra baglandet til landspolitikerne er vel egentlig også udsprunget af bjergsomhed og forventning om belønning. Derfor er det også overraskende, når sagen om opholdstiden i asyllejrene pludselig bliver et spørgsmål om tilskud til det grønlandske samfund og velvilje i forhandlingerne om hjemmestyre. Udtalelserne i tv-aviserne (21.1.) fra især DF var helt utvetydige og imod alle traditioner. Det plejer dog at være argumenterne for politikken, der først bliver ført frem. Truslerne om andre sanktioner mod politikere har tidligere henhørt under vandrehaller, på bestemte værtshuse eller hvor det nu er, man driver den slags politik. Man må håbe , t de to grønlandske politikere holder fast ved deres beslutning. Det kunne være nærliggende at minde om, at det var et færøsk mandat, der gjorde det muligt for regeringen at fortsætte uden de brede politiske forlig, der ellers lå i valgløfterne; hjulpet på vej af den næsten glemte trussel fra Ny Alliance. I stedet for gode, saglige argumenter for en ussel behandling af asylbørnene, skal vi høre på Peter Skaarup og diverse ¿løjtnanter¿ fra V og K, der virkelig lufter deres forargelse over grønlændernes utaknemlighed. Det er forståeligt, at Birthe Rønn Hornbech og de tunge drenge og piger ikke selv vil ud og lufte den slags synspunkter. Som vælger er jeg både lettet og beskæmmet over, at den form for realpolitik kommer frem. Det ville måske tage en journalist eller en historiker år at løfte gulvtæppet for den slags. Nu sørger regeringen for, at det bliver sluppet ud, så lugten af politik bliver tydelig for enhver. På den anden side er jeg beskæmmet over den magtfuldkommenhed og fremmedhad, der her demonstreres. Grønlænderne er trods alt en del af rigsfællesskabet. Mon man ville true fynboerne, vendelboerne eller bornholmerne med den slags sanktioner, hvis politikere fra disse områder ikke makkede ret? Lad os få nogle intelligente og gennemtænkte argumenter for regeringens asylpolitik. Ellers kunne man let forledes til at tro, at asylpolitikken bygger på fordomme, myter og et grundlæggende fremmedhad.