Fremragende første halvleg

Kristine Pedersen og Chi Chi Igbo fejrer et af målene i storsejren over Vejle. Foto: Henrik Louis

Kristine Pedersen og Chi Chi Igbo fejrer et af målene i storsejren over Vejle. Foto: Henrik Louis

FORTUNA VEJLE 6-0 FODBOLD, 3 F-LIGAEN Af Søren Olsson soren.olsson@nordjyske.dk HJØRRING: I en forrygende første halvleg blev gæsterne fra Vejle blæst ud af banen, og topholdet Fortuna Hjørring fortsatte sin fantastiske efterårssæson. Fem mål blev det til i de første 45 minutter, og så var den kamp afgjort. - Vi tog virkelig handsken op fra den seneste kamp imod SønderjyskE og fortsatte det flotte spil. Jeg kan kun være tilfreds med den indsats, som spillerne leverede i første halvleg, for der fik Vejle ikke et ben til jorden, siger træner Flemming Nielsen. I anden halvleg måtte Fortuna foretage et par udskiftninger, i det flere af stamspillerne døjer med småskader, og således blev May Christensen skiftet ud allerede i pausen, og det samme blev Chi Chi Igbo kort inde i anden halvleg. - Hvis det havde været en afgørende kamp om mesterskabet rent målscoringsmæssigt, så havde vi nok kunnet holde samme damp under kedlerne i anden halvleg også, men nu kunne vi tage det lidt mere roligt offensivt, og det var også helt i orden, siger træneren. Egentlig er der kamppause næste weekend, men Fortuna får måske programsat en turneringskamp imod Skovlunde, fordi holdet senere må udsætte et par kampe, fordi flere af spillerne er med landshold til Africa Cup. KAMPFAKTA Halvlegsstilling: 5-0 Mål: 14. minut 1-0 Portia Modise, 21. minut 2-0 Portia Modise, 28. minut 3-0 Kristine Pedersen, 31. minut 4-0 Chichi Igbo, 40. minut 5-0 Kristine Pedersen, 67. minut 6-0 Kristine Pedersen Tilskuere: 194