EMNER

Fremragende tale

Her ved indgangen til et valgår var der givetvis titusinder af danskere, der med stor forventning så frem til statsministerens nytårstale. Og de blev ikke skuffede.

Lars Løkke Rasmussen leverede en fremragende tale, hvor han i klart og forståeligt sprog redegjorde for de udfordringer, som vort velfærdssamfund står over for. Som i alle andre husholdninger er det danske samfund naturligvis nødt til at sætte tæring efter næring. Pengene skal tjenes, før vi kan bruge dem. Derfor drejer det sig nu om at skabe vækst og flere jobs i de private virksomheder, der jo skaber samfundskagen. Desuden skal vi ubetinget holde styr på de offentlige finanser. I kølvandet på den globale finanskrise genopretter vi økonomien selvom det gør ondt. Vi har modet til at gennemføre nødvendige reformer, der skal sikre flere hænder på arbejdsmarkedet i en fremtid med øget alderbetinget afgang og færre unge. Vi må og skal sikre, at der hænder nok til at løfte vores fælles velfærd. I modsat fald vil det på sigt ramme hårdt, ikke mindst blandt de svageste grupper i samfundet. Derfor hilser jeg det meget velkommen, at statsministeren har lagt op til en trinvis afskaffelse af efterlønnen. I fremtiden har vi ikke råd til at bruge så mange millarder skattekroner om året på ydelser til folk, der er raske og rørige. Til gengæld skal vi naturligvis tage os godt af alle, der vitterligt er nedslidte før folkepensionsalderen efter et langt liv på arbejdsmarkedet. Dem må vi ikke lade i stikken. Jeg glæder mig også meget over nytårstalens dybfølte ord om vore udsendte soldater i Afghanistan. De yder en fantastisk indsats i den fremskudte kamp mod terror samt for demokrati og frihed. Jeg ser nu frem til et aktivt politisk år med et uhyre vigtigt folketingsvalg, hvor meget står på spil. Statsministeren har med sin markante nytårstale sat kursen ud af krisen og mod varig velfærd i Danmark.