Lokalpolitik

Fremskridspartiet vil stille op til begge efterårets to valg

Afdelingen i Aalborg har en stabil og aktiv medlemsskare

AALBORG:Fremskridtspartiet vil være at finde på stemmesedlerne til både byråds- og regionsrådsvalget i november. Det lover Ole Rye Andersen, der er formand for afdelingen i Aalborg. Efter en lille medlemsfremgang ligger afdelingen stabilt omkring 30 aktive medlemmer. Og det antal er formanden godt tilfreds med i en tid, hvor mange andre partier har svært ved at holde på medlemmerne. - Vi får mange henvendelser fra ikke-medlemmer, der vil høre om vores politik, så der er bestemt interesse for Fremskridspartiet, mener Ole Rye Andersen. Ved folketingsvalget for et par uger stillede Aase Heskjær fra partiet op som løsgænger. Hun høstede beskedne 51 stemmer, men medlemmerne knokler med at samle underskrifter. Derfor er Ole Rye Andersen ikke i tvivl om, at partiet vil være opstillingsberettiget ved det næste valg til Folketinget. Og under alle omstændigheder har Aase Heskjær bebudet, at hun er klar til en ny tørn som løsgænger, hvis det skulle kikse med at få samlet underskrifter. Afdelingen i Aalborg er den mest aktive i landsdelen, men der er andre. De har fået en opfordring fra Aalborg om at markere sig noget mere, så vælgere ved, at de eksisterer, for netop en række af medlemmerne i Aalborg blander sig med læserbreve aktivt i debatten. Ved generalforsamlingen, der blev holdt på Park Hotel, var tre bestyrelsesmedlemmer på valg: Kurt Harald Nedergaard, Steve Thomsen og Aase Heskjær blev alle genvalgt. beukel