Fremtid sikret

Socialforhold 6. september 2002 08:00

HJØRRING: Den økonomiske situation omkring Beboerrådgivningen i vestbyen synes nu sikret. Et enigt økonomiudvalg har afsat 163.000 kroner på næste års budget, så arbejdet i Beboerrådgivningen kan fortsætte. Den nye regering har nemlig stoppet støtten til beboerrådgivninger landet over med udgangen af 2002. Selv om roserne er regnet ned over Beboerådgivningen på Trollhättanvej i de år, den har eksisteret - flere priser er modtaget, hang skyerne truende over det store sociale og frivillige arbejde, der foregår i vestbyen med statens stop for støtte. Kommunen går nu ind med en væsentlig del af det tilskud på 192.000 kroner, staten hidtil har givet. Det bliver derfor fremover kommunen, boligselskaberne og landsbyggefonden, der giver tilskud til driften af Beboerrådgivningen. Landsbyggefonden skal forhandle med regeringen om en forlængelse af ordningen fremover blandt andet med henblik på at inddrage andre i finansieringen af ordningen. - Vi kan ikke omregne i penge, hvad Beboerrådgivningen betyder for såvel de etniske som andre beboere i vestbyen, siger borgmester Bent Brown (S). Der gøres en kæmpe indsats med hjælp af mange frivillige for en god udvikling i bydelen. Derfor har vi besluttet at støtte kommunalt. Beboerrådgivningens leder, socialrådgiver Karl Kirkedal, er tilfreds. - Hjørring-modellen er god, den viser, at når man løfter i flok, få man et optimalt resultat. Nu kan vi have en uændret drift og måske endda øge aktiviteterne. Grundstammen er lagt, og nu kan vi søge puljer og fonde for at udvide tingene. Det ligger allerede fast, at vi udvider pigeklubben, siger Karl Kirkedal.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...