Fremtiden afgøres af vælgerne

Lokalpolitik 9. september 2004 06:00
HALS: Det er de omkring 8500 stemmeberettigede borgere i Hals Kommune, der ved folkeafstemningen tirsdag 28. september kan afgøre kommunens fremtid i den nye kommunalreform. Folkeafstemningen har således officielt karakter af at være en vejledende folkeafstemning, men byrådet har erklæret sig indstillet på at følge vælgernes ønske, hvis mindst en fjerdedel af den samlede vælgerskare peger på én af de to valgmuligheder på valgdagen som den bedste fremtidsløsning for Hals Kommune. De to valgmuligheder er som bekendt, at Hals Kommune skal gå sammen med Aalborg Kommune og de andre nabokommuner, der eventuelt også måtte blive optaget som en del af den nordjyske hovedstad, eller at Hals Kommune skal gå sammen med Dronninglund Kommune alene. Det er i øvrigt allerede nu muligt at afgive sin stemme på kommunens fremtid, hvis man er forhindret i at møde op på selve vagdagen. Det kan gøres pr. brev på rådhuset i Gandrup frem til lørdag 25. september. En sådan brevstemme stemme kan afgives på folkeregistret inden for den normale åbningstid på rådhuset samt på alle de tre næstkommende lørdage kl. 10-12. Kan man på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke afgive sin stemme på valgdagen, er det også muligt at afgive sin brev-stemme hjemmefra. En begæring om dette skal dog være folkeregistret i hænde senest fredag 17. september kl. 14.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...