Fremtiden begynder i Hirtshals

Når sundhedsminister - og tidligere trafikminister - Jacob Axel Nielsen (K) mandag 7. januar tager første spadestik til Hirtshals Transport Center, kan det samtidig ses som det første trin på en ny etape i udviklingen af den nordjyske transportsektor.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gods­tra­fik­ken via Hirts­hals ven­tes at sti­ge med 60-70 pro­cent med in­ves­te­rin­gen i nye, sto­re hur­tig­fær­ger.

En udvikling som både rummer øgede indtægter og nye job til landsdelen, og som kan være til stor gavn for miljøet. Helt i tråd med de tanker, der indgår i Infrastrukturkommissionens rapport, der ventes offentliggjort nu på onsdag. Samtidig står Color Line over for i februar og maj at indsætte to kæmpemæssige Superspeed-færger på ruterne til Norge, en investering på over to milliarder kroner og med forventning om en stor stigning i godstrafikken over Skagerrak. Color Lines fragtdirektør, John Juul Nielsen, ser meget store perspektiver i havnen og rederiets investeringer. Color Line investerer også omkring 100 millioner i land, mens transportcentret, som en række lokale investorer står bag, er en satsning til over 100 millioner kroner. - Endnu mangler den kombiterminal - omladning af containere til jernbanevogne - som kan give den helt store miljømæssige gevinst. Derved vil man kunne spare udledning af 42 ton CO2 pr. heltog til Duisburg i Ruhr-distriktet og 12 ton for hver transport tur/retur til Taulov. - Men det, vi har fat i her, er en god begyndelse, og så kan man jo håbe på, at man fra politisk hold også kan se perspektiverne og tage aktivt del med nationale midler, siger John Juul Nielsen. Transitgods er et af de vigtige omdrejningspunkter i Infrastrukturkommissionens rapport, som peger på, at Danmark sidder i en nøglerolle som trafikknudepunkt for hele det nordlige Europa. En rolle som ifølge rapporten kan kaste meget af sig, selv om godset blot passerer Danmark på sin vej til og fra andre nordeuropæiske og baltiske destinationer. peter.brock@nordjyske.dk