Fremtiden er sikret

Bredbånd Nord med 40 ansatte indvier i morgen endnu et nybyggeri

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

På tv-skærme overvåges fibernettet.

BRØNDERSLEV:Bredbånd Nord på Håndværkervej i Brønderslev er klar til indvielse af anden etape. Det sker i morgen. Det er et byggeri på 1164 kvadratmeter, hvor første etape, der blev indviet i fjor, er på 937 kvadratmeter. Der er tale om et byggeri til et tocifret millionbeløb. MJ-Byg i Brønderslev ved Mogens Jensen har haft byggeriet i hovedentreprise. - Der er i dag ca. 40 ansatte, og det er nok det antal, der også vil være i det kommende år, efter at der er sket en del ansættelser i løbet af 2008, fortæller administrerende direktør Carsten Jensen fra Bredbånd Nord. Oprindeligt var det kun Nyfors og ESV i Nørresundby, der stod bag Bredbånd Nord, men ret hurtigt kom også ENV i Hjørring med. Carsten Jensen satte sig i fjor i direktørstolen, men har været tilknyttet Bredbånd Nord siden begyndelsen af 2006, da det første skridt blev taget. Bredbånd Nord er inde i en rivende udvikling. Konkurrencen er hård, så antallet af tilslutninger er en forretningshemmelighed. Carsten Jensen vil dog røbe så neget, at antallet af kunder skal tælles i tusinder. Strategien for fremtiden er lagt, og der skal skrues op for tempoet. Hidtil har Bredbånd Nord koncentreret sig om de mindre bysamfund, men der fortsættes i større byer. Således har Bredbånd Nord etableret sig i Brønderslevs ny nordby. I den ny bygning i Brønderslevs erhvervsområde er der masser af teknik. - Men vi har ca. 50 små stationer placeret rundt omkring, fortæller drifts- og sikkerhedschef Stefan Juul Nielsen. - Og graves et kabel over, er der altid mulighed for at få forbindelse fra anden side. - Vi har mange erhvervskunder, og her skal der være god og sikker forbindelse. På tv-skærme overvåges nettet i hele Vendsyssel, og sker der uheld, kan en vagt være hurtigt fremme. Salg- og marketingdirektør Per Lohmann er ikke i tvivl om, at fibernet bliver fremtiden. -Mulighederne for at sende information er store i fibernet, og i fremtiden bliver kravene større, siger han. - På tv-siden står 600.000 danskere foran et valg, når det analoge signal næste år bliver afløst af digitalt signal. - Vi tror på, at løsningen med fiberbredbånd vælges af mange, siger Per Lohmann. - En af vore forcer er, at hastigheden er den samme begge veje. Carsten Jensen: - Om 20 år vil vi se, at fibernet-løsningen vil blive meget udbredt. Vi er ikke i tvivl. Carsten Jensen tror også på, at der på tv-siden kommer til at ske meget i de kommende år. - Jeg tror, at det bliver sådan, at man kun betaler for det, man ser. Det går i den retning. Repræsentantskaberne i de tre forsyningsselskaber, der står bag Bredbånd Nord er inviteret på Bredbånd Nord fredag.