Gymnasiale uddannelser

Fremtiden kom lidt for sent

Men kaos blev til orden, og sidste skoledag på gymnasiet blev fejret med fest, farver og højt humør

9
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hjørring gymnasium Sidste skoledag Foto: Hans Ravn

HJØRRING:Sidste skoledag på gymnasiet i Hjørring er altid en festlig dag. Skoleåret er gået, der er endnu god tid til inkvisitionen ved den grønne filt. Sommeren vinker velkommen. Med et farverigt optog fra gymnasiet til byens midte viser eleverne hvert år, at de er fremtiden. Men hvad sker der på byens plads, mens borgerne venter på optoget, venter på fremtiden? Kl. 11.15: Der er endnu et kvarter, til optoget - eller fremtiden - har varslet sin ankomst til Springvandspladsen. Intetanende om den forestående tumult lunter et pensionistpar ud af Føtex. De har afsluttet dagens tilbudsjagt med tre fyldte stofbæreboser, som sparer dem for køb af plastposer. Den krumryggede mand kigger irriteret på et par højtalere, der spærrer den direkte vej til middagsluren. Det faste klientel på bænkene er tilsyneladende ikke stået op endnu, kun en enkelt tørstig bænkevarmer er klar til at se fremtiden i øjnene. En sandsynligvis mæt arbejder klædt i skrigende orange med hvide reflekser har slået rødder foran Føtex, hvor han ser ud til at have fundet Park i den ene lomme Og Vej i den anden. Kl. 11.32: Fremtiden kom ikke til tiden. En midaldrende kvinde ser ud til at have fortrudt de bare tæer i sandaler, da hun kigger op mod de mørke, regntunge skyer over gågaden. Det ser på hver måde ud til at blive en fugtig dag. Kl. 11.40: Fremtiden lader stadig vente på sig. Et par unge fyre hiver forgæves op i hængerøvsbukserne. Den ene fortsætter med at fiske sin sutteklud, en Nokia mobiltelefon, op af lommen. Det ser ud til at være en sammenklappelig sutteklud. De første frysende forældre møder op, klar til at forevige deres lille lod i fremtiden. Kl. 11.43: Nu ses de første varsler om fremtidens komme: En lille flok frysende ungersvende haster over pladsen med en kasse Tuborg. De første flasker er forlængst knappet op. Kl. 11.44: En kort sekvens med musik vælter ud af højtalerne, som straks tier igen. Det mærkes i luften, at noget er i gære. Flere forbipasserende stopper op og snakker sammen, selv om de ikke har mødt hinanden før. Kl. 11.46: De første sambarytmer ekkoer gennem gaderne. Først er det svært at bestemme, hvor lyden kommer fra. Men snart er det sikkert: Lyden af fremtiden kommer symbolsk nok fra samme verdenshjørne som byens kommende handelsmekka, Metropolen. Forventningsfulde forældre kigger ned ad Østergade. Kl. 11.48: Nu ses fremtidens spydspidser, en stribe unge kvinder, nede ved Fona og Spar Nord. En af kvinderne har vist en lille skid på, en anden har klogeligt nok taget ble på. Alle svajer i samme takt, som bankes af sambatrommerne bag ved. Der er pludselig opstået et hul mellem de forreste og resten af optoget. - Så går vi baglæns, råder en af fremtidens spydspidser. Kl. 11.50: Vejen foran Fætter BR eksploderer i fest, farver, musik og højt humør, da hele optoget går forbi. De er her alle: Sheiker, Supermand, varulve, tatere, hvepse og bier, mænd i kvindetøj, kvinder i mandetøj, nogle stort set kun iført sminke. Et par lidt tunge bier er i fare for at blive hægtet af, da fremtiden fortsætter i retning mod Codanhus. De indhenter dog i flyvende fart optoget, der efter at have rundet Codanhus larmende rykker ind på pladsen. Kl. 12.07: Fremtiden er - lidt forsinket - på plads. De første hopper op i springvandet, mens alle jubler, fløjter og danser. Alt er kaos de næste minutter. En ung mand med bare ben og kæmpeble stikker hånden ned i bleen og viser stolt sin fangst frem: En varm dåseøl. Kl. 12.12: Ud af den kaotiske fremtid vokser orden, da højtalerne begynder at pumpe musik ud over pladsen. De unge indleder som på kommando simultane bevægelser, der med lidt god vilje kan kaldes Lanciers. Humøret er fortsat helt oppe under de ildevarslende skyer hos alle. Det er i sandhed en dag, der kan glæde byens borgere: De har fået illustreret, at kaos bliver til orden, at fremtiden er fuld af fest, farver og højt humør.