Nørager

Fremtiden ligger i Vesthimmerland

FOLKEAFSTEMNING: Skal Nørager stå i stampe i Rebild - eller opleve en stærk udvikling og indflydelsesrig fremtid i den nye Vesthimmerlands kommune ?? Så enkelt kan den kommende afstemning gøres op for borgerne i Nørager kommune. Hvis Nørager vælger at slutte sig til Rebild kommune, vil udviklingen ligge i Støvrings nye industriområde - med deraf følgende stagnation eller tilbagegang for Nørager. Både Støvrings og Skørpings borgmestre har jo udtalt, at Nørager ikke var nødvendig for deres vedkommende. Derfor bliver Nørager heller ikke andet end en sove-kommune uden nye arbejdspladser til følge. At så mange af kommunalbestyrelsen stadig går ind for, at Nørager skal ind under den nye Rebild kommune, er kun for, at de vil undgå at indrømme deres udemokratiske beslutning i første omgang, hvor de ikke tog de mange underskrifter alvorligt. En anden ting, som uværgeligt også har haft stor indflydelse på politikernes beslutning om at gå mod Rebild, har været, at Nørager by ville fortsætte med at være større en Haverslev. En sammenlægning med Vesthimmerlands kommune vil på sigt gøre Haverslev til et udviklingsmæssigt og indflydelsesrigt sted i den nye Vesthimmerlandske kommune, da den Vesthimmerlandske kommune i modsætning til Rebild, skal udbygge Industrien, servicecentre og dermed arbejdspladser ved motorvejen. Derfor kan det jo også kun være industriområdet ved Haverslev, der kommer på tale for Vesthimmerlands kommune. Som følge af denne udvikling vil Haverslev være større end Nørager i løbet af en årrække - mindre end 10 år. Det er simpelthen en kendsgerning, som Nøragers borgere nok ikke bør se bort fra.