Fremtiden skal ikke afgøres af stormagterne

EU/USA: Lilly Andersen (L.A.) fra Europabevægelsen anfører i et svar til mig (18.6.), at Petersberg-erklæringen kun åbner op for fredsbevarende operationer i Unionens nærområder. Det er ikke korrekt. Petersberg-erklæringen fra juni 1992 blev vedtaget af udenrigs- og forsvarsministrene i de daværende WEU (Vestunionen), som Danmark ikke var medlem af. Danmark tilsluttede sig dog erklæringen, og med Amsterdam-traktaten fra 1998 blev WEU nedlagt og Petersberg-erklæringen blev i stedet indskrevet i denne traktat, og er dermed en del af grundlaget for EU"s fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Petersberg-erklæringen taler ganske vist, som L.A. påpeger, om humanitære og fredsbevarende opgaver, men den åbner også op for det der hedder indsættelse af "kampstyrker inden for operativ krisestyring og fredsskabelse" Også udenfor EU"s område. At L.A. så ikke tror denne mulighed vil blive benyttet til at forsvare EU"s interesser, finder jeg naivt. De kræfter, der arbejder for en fælles udenrigs- og forsvarspolitik (især Frankrig og Tyskland), ønsker netop at skabe en militær supermagt for at forsvare vesteuropæiske økonomiske interesser mod USA's. Den tidligere kommissionsformand Jacques Delors formulerede det: "Den Europæiske Union må have en europæisk hær for at udkæmpe det 21. århundredes ressource-krige". At EU skulle være drevet af specielt ædlere motiver end USA er svært at se. EU fører en protektionistisk handelspolitik over for i-landene (der formentlig koster flere menneskeliv end Irak-krigen), en stram flygtningepolitik og gennemfører voldsomme liberaliseringer på serviceområdet. Da USA fik prygl for at forsøge at købe stemmer i FN's Sikkerhedsråd før Irak-afstemningen blandt de sydamerikanske lande, gjorde Frankrig præcis det samme blandt de afrikanske lande. L.A. påpeger endvidere det uheldige i, at Danmark ikke længere kan deltage i den fredsbevarende mission i Makedonien, da den overgår fra at være FN-styret til at være EU-ledet. Det kan jeg kun give L.A. ret i. L.A. lægger skylden på forsvarsforbeholdet. Jeg synes slet ikke, at EU skulle beskæftige sig med den slags opgaver. Jeg så hellere, at de blev i FN-regi, og så kunne Danmark sagtens deltage. L.A. gør meget ud af, at vi skal styrke EU for at styrke FN. Så virker det unægtelig mærkværdigt, at der ved indskrivelsen af Petersberg-erklæringen i Amsterdam-traktaten blev givet mulighed for, at EU kunne gå i krig uden FN mandat. Altså det, Frankrig og Tyskland bebrejdede USA. Det samme gælder i øvrigt NATO. Jeg ser hellere, at man arbejder for nedrustning af lokale, regionale og globale konflikter. En styrkelse af FN, f.eks. kunne USA passende få betalt sin gæld, en kraftig opprioritering af det konfliktforebyggende arbejde, så vi undgår, at potentielle konflikter eskalerer. Arbejde for at finde politiske, økonomiske og sociale svar på Verdens uligheder frem for militære. Vi kommer heller ikke uden om en reform af FN, så det ikke blot bliver stormagternes instrument, men et organ, der bliver taget alvorligt. Verdens fremtid skal ikke afgøres af stormagternes økonomiske interesser. Den skal formes af befolkningernes engagement.