Fremtiden tegner lys for floorball

Landstræner opfordrer til at øge fokus på struktur, mediesamarbejde og træning

NORDJYLLAND:Der er fortsat stor udvikling i floorballsporten med nye klubber og flere udøvere. Der er dags dato 79 foreninger i landet. Jeg vil dog fokusere på udviklingen i eliten, da jeg som landstræner kan være med til at forme udviklingen som skal til, for at vi kan nå de sportslige målsætninger internationalt. Det positive er, at dansk floorball begynder at mønstre nye talenter i eliten. De spillere, som er på vej, har den moderne floorballspillers moment i spillet så som boldtempo og fart. Vi må dog ikke stille os tilfredse med, at de er talenter. De skal trænes mere og bedre. Det betyder, at der skal arbejdes mere med det fysiske - frem for alt aerob træning og styrke. En faktor, som spiller ind på den positive trend, er færre udlændinge i ligaen, så de unge har fået chancen for at spille i ligaen og har fået den nødvendige rutine, der skal til for at udvikles. Spillet har udviklet sig til et mere styret spil med mere taktik, grundspil og gameplans. Det har gjort, at den taktiske kunnen hos spillerne og trænerne er blevet bedre, og den danske ”glad floorball” er på vej væk. Efter min mening er der tre områder, som kan forbedres til gavn for udviklingen af floorball i Danmark. Det første er et spørgsmål om struktur. Jeg ønsker en landsdækkende UMBRO-liga med ti hold for at skabe flere kampe med højere intensitet, flere tætte kampe og et bedre produkt for medierne. Medierne bliver en alt vigtigere samarbejdspartner i idrætten, og der skal vi i floorball-sporten blive bedre til at sælge produktet. Floorball er en sport med fart og action, så produktet er positivt. Det andet området, som jeg vil ind på, er flere timer i træningslokalet med fokus på fysisk træning. Skal vi blive en af de bedste nationer i verden, er den fysiske status en vigtig del. Den gør, at spillerne kan træne mere, og dermed bliver der bedre kvalitet under træningspasset. Vi har på herrelandsholdet fremtaget et testbatteri, som vi kalder Fysprofilen. Fysprofilen vil blive gennemført af alle spillere i UMBRO-ligaen to gange om året for at følge den fysiske udvikling. Træner og blæksprutte En generel mangelvare i dansk idræt og floorball er trænere med specielle kundskaber og roller i et trænerteam. Som jeg ser det, skal en træner i Danmark være en blæksprutte som kan lidt af det hele. Kvalitet og resultat kommer, når vi som trænere kan udnytte vores spidskompetence så som fysisk træning, gruppedynamik, coaching mm. Jeg mener, at klubberne skal tage et ansvar og ansætte et lederteam og ikke en træner. Vi trænere skal blive bedre til at afgive ansvar og ikke være bange for at tage imod hjælp fra andre idrætter og specialister. Jeg selv har et samarbejde med konsulentfirmaet MindCompany fra Aalborg, som coacher mig på min rolle som leder og træner. Jeg spår en lys fremtid for floorball. Der bliver stadig flere klubber og udøvere, og med kvinde-VM på hjemmebane i Frederikshavn 12.-19. maj 2007 kan sporten virkelig få et boom, og kan vi så på herrelandsholdet nå målsætningerne om en 5. plads ved VM i Tjekkiet og VM medalje 2010, er vi godt på vej, men det kræver hårdt arbejde. Kom og se Danmarks herre- og kvindelandshold spille venskabslandskampe mod Norge i Frederikshavn 9.-11. februar