Fremtidens gymnasium på vej i offensiven

Orienteringsmøde om den nye gymnasieuddannelse i aften

AARS:Forandringens vinde blæser over den klassiske gymnasieuddannelse. Når Vesthimmerlands Gymnasium under den årlige informationsaften i aften inviterer på et nærmere kig på indholdet i gymnasie- og HF-uddannelserne, præsenteres fremtidens elever for et væsentligt andet studieforløb end det deres ældre søstre og brødre oplevede. Det traditionelle valg mellem sproglig og matematiker forsvinder. - I fremtiden vælger eleverne sig ind på en af otte forskellige studieretninger, forklarer rektor Kirsten Holmgaard Jakobsen. Vesthimmerlands Gymnasium tilbyder retninger indenfor sprog og kultur, natur og videnskab, musik og kreativitet, krop og sundhed, samfundsvidenskab og sprog. Når de nye elever møder op på gymnasiet i august bliver det til et halvt års grundforløb. Efter jul glider de i resten af gymnasieforløbet ind på den studieretning, de har valgt. - Det bliver et nyt og anderledes gymnasium, som også bliver en udfordring for gymnasiets lærerstab, bemærker hun. Den største udfordring - både på gymnasiet og HF, der ikke skal gennem slet så store stukturelle ændringer - bliver kravet til samarbejde mellem fagene. I den nye gymnasiereform er det et krav, at 10 procent af undervisningstiden skal bruges på samarbejde mellem fagene. - Den bliver den helt store udfordring og forandring, vurderer Kirsten Holmgaard Jakobsen. Lidt er dog ved det gamle under informationsmødet. Eleverne spiller et par musiknumre - der vil blandt andet blive luftet et par numre fra musicalen Hair, som bliver opført på gymnasiet i februar. Eleverne på den internationalt orienterede skole vil også fortælle om udenlandsrejser og vise en mobil Berlinmur, der er illustreret af eleverne i billedkunst.