EMNER

Fremtidssikring?

LANDBRUG:Der går sjældent en dag, uden at et folketingsmedlem fra "rød blok" er ude for at forlange strengere krav sat op over for dansk landbrug. Det gælder alt fra en revision af at vandmiljøplanerne skal være meget skrappere og til, at landbruget skal fratages EU-støtten. Jeg er enig med blandt andet Socialdemokraterne og Socialistisk Folkepartis folketingsmedlemmer i, at det vil være sundt og godt at reducere EU's landbrugsbudget. Det skal selvfølgelig gøres i enighed, så støtten fjernes fra landbrugserhvervet i samtlige 27 EU-lande. For et landbrug der konkurrerer på frie vilkår er selvfølgelig at foretrække. Jeg undrer mig dog over, at der ikke synes at være nogen sammenhæng i hvad S-SF siger på Christiansborg, og hvad de samme partier gør i Europa-Parlamentet. I Europa-Parlamentet har den liberale gruppe, som Venstres parlamentsmedlemmer er en del af, stillet forslag om en reduktion af landbrugsbudgettet. Det forsalg stemte Socialdemokraterne og Socialistisk folkepartis medlemmer i parlamentet bare imod. Derfor står Venstres medlemmer i Europa-Parlamentet, sammen med de øvrige medlemmer af liberal gruppe, alene og som de eneste med en ansvarlig fremadskuende strategi for landbruget.