Fri abort bag splittelse

Mogens Møller
modstanden mod den frie abort er den store klump, som baglandet i Kristendemokraterne ikke er helt enigt om. Arkivfoto
Graviditet 7. oktober 2008 06:00

NORDJYLLAND: Der er tilsyneladende langt fra fuld opbakning blandt nordjyske Kristendemokrater til den linje, som partiets nuværende ledelse - herunder næstformand Mogens Nørgaard Pedersen, Birkelse - står for. Blandt de markante nordjyske partimedlemmer, der ønsker at bevare de gamle dyder og dermed også en ny ledelse for partiet, er tidligere folketingsmedlem Knud Glønborg, Hirtshals. - Vi er nogle stykker, som fastholder at partiets program også fremover bør bygge på et kristent menneskesyn. I det forslag til nyt principprogram, optræder det jo nærmest som en parentes, siger han. Knud Glønborg har sammen med to andre markante nordjyske Kristendemokrater, Peter Øhrstrøm, Aalborg, og Per Christensen, partiets lokalformand i Brønderslev Kommune, taget initiativ til et møde med bornholmeren Bjarne Hartung Kirkegaard, der gør Bodil Kornbek rangen som formand stridig ved partiets landsmøde senere i denne måned. - Vi synes, at partiets nordjyske tillidsfolk og andre interesserede skal have mulighed for at møde Bjarne Hartung Kirkegaard og høre, hvad han står for, forklarer 77-årige Knud Glønborg. Et af stridsemnerne er, om Kristendemokraterne fortsat skal arbejde for at få afskaffet fri abort, der gennem hele partiets 35 års eksistens har været en af mærkesagerne. Den nuværende ledelse ønsker hensigtserklæringen afskaffet, mens Knud Glønborg og hans meningsfæller vil have den bevaret. Partiet har et par gange fremsat lovforslag om at afskaffe fri abort, uden at det er lykkedes. Mødet med den bornholmske formandskandidat finder sted på Vejgård Bibliotek torsdag aften. Kristendemokraternes nordjyske regionsformand Finn M. Christensen, Sæby, har fået en invitation til mødet, men har takket nej, fordi han har en anden aftale. - Jeg har svært ved at sige, hvordan holdningen blandt de nordjyske medlemmer er. Men der er ganske givet nogle blandt især de ældre, trofaste medlemmer, som ønsker at vi skal holde fast i det gamle partiprogram, mens jeg oplever, at yngre medlemmer godt kan indse, at vi er nødt til at tilpasse programmet efter den tid, vi lever i, siger han. De to formandskandidater mødes i en duel fredag i Viborg, og der vil Finn M. Christensen være til stede. Kristendemokraternes nordjyske næstformand Mogens Nørgaard har bebudet, at han trækker sig sammen med Bodil Kornbek, hvis ikke partiets nye principprogram bliver vedtaget. Knud Glønborg har endnu ikke gjort op med sig selv, om han forbliver medlem af partiet, hvis den nuværende ledelse løber af med sejren. - Men jeg truer ikke med at forlade partiet, hvor der er tradition for velovervejede beslutninger og en god portion vedholdenhed, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...