Lokalpolitik

Fri bane for genbrugsplads

Naturklagenævn har givet kommunen medhold, og dermed kan AVV gå i gang med at etablere en ny genbrugsplads med det samme

Den midlertidige affaldsplads i Dronninglund bliver snart afløst af en ny, moderne en af slagsen ved Nordjysk Andel. Naturklagenævnet har givet kommunen medhold i klagesag, og dermed kan arbejdet gå i gang. 
Arkivfoto Kim Dahl Hansen

Den midlertidige affaldsplads i Dronninglund bliver snart afløst af en ny, moderne en af slagsen ved Nordjysk Andel. Naturklagenævnet har givet kommunen medhold i klagesag, og dermed kan arbejdet gå i gang. Arkivfoto Kim Dahl Hansen

DRONNINGLUND:Borgerne i Dronninglund kan nu se frem til, at en ny genbrugsplads snart begynder at tage form i byen. Naturklagenævnet har nemlig givet Brønderslev Kommune medhold i klagesagen, som ejeren af jorden har indgivet. En sag der har ligge i Naturklagenævnet siden september sidste år. Lodsejeren har aldrig ville sælge jorden ved Nordjysk Andel til en genbrugsplads, selvom byrådet allerede sidste år vedtog en lokalplan for området. Derfor valgte kommunen at ekspropriere jorden, og det klagede lodsejeren altså over. Men Naturklagenævnet har vurderet, at kommunens interesser vejer tungere end lodsejernes, og dermed er ekspropriationen godkendt. Og det betyder, at gravemaskinerne i princippet kan rykke ind allerede i dag. - Vi har ventet længe i denne sag, og det har været træls for alle parter. Så jeg er meget tilfreds med, at sagen nu er afgjort, og nu handler det om at komme i gang så hurtigt som muligt, siger borgmester Mikael Klitgaard (V) - Og jeg forventer, at AVV begynder med etableringen af den ny genbrugsplads inden længe, siger borgmesteren. Midlertidig plads til haveaffald Mikael Klitgaard (V) vil dog ikke spå om, hvornår genbrugspladsen kan stå færdig. Men ifølge den oprindelige tidsplan skulle genbrugspladsen allerede været klar til brug. Den tidligere genbrugsplads i Dronninglund lukkede i februar sidste år for at gøre plads til golfbanen, og der har siden været massiv kritik af kommunen, fordi der ikke var sørget for, at en ny genbrugsplads stod klar. Som plaster på såret besluttede byrådet at etablere en midlertidig plads til haveaffald i byen. Afgørelsen fra Naturklagenævnet kan ikke ankes.