Fri behandling på kommunen

Medarbejdere med arbejdsbetingede skader får tilbudt hjælp

LØGSTØR:Kommunalt ansatte i Løgstør Kommune får snart tilbud om hjælp, hvis de for eksempel døjer med ondt i ryggen eller skader efter musearbejde. De kan så gå til fysioterapeut, og det behøver ikke koste dem noget. En sundhedsaftale betyder, at der allerede er sat penge af til tilbuddene. Økonomiudvalget har netop sagt god for aftalen, og borgmester Jens Lauritzen (V) forventer, at ordningen kan begynde 1. juni. De medarbejdere, der melder sig til ordningen, deles i to. Den gruppe, der har de værste lidelser, får gratis behandling. Den gruppe, som har mere velfærdsbetonede problemer, og eksempelvis kan klare sig med lidt massage, skal selv betale lidt. Jens Lauritzen forestiller sig, at egenbetalingen bliver omkring 50 kroner pr. behandling. Sund By kommer på banen, og nogle af tilbuddene bliver åbne for alle. Sund By har blandt andet erfaring med rygkurser, hvilket kunne tages op igen. Jens Lauritzen fortæller, at det nu er op til forvaltningen af finde ud af, hvordan sundhedstilbuddene bedst kan administreres. Det kan komme på tale af oprette en klinik på rådhuset eller benytte sig af behandlere ude i byen.