Fri fest med regler

I aften er det de unge i Aalestrups sidste chance for at komme til alkoholfri disko i denne sæson

EMNER 1. april 2005 06:00

AALESTRUP: Både alkoholmeteret og uropatruljen skal på arbejde i Aalestrup i aften. Men det er ikke fordi, der forventes ballade med fulde folk. Tværtimod. Det er nemlig tid for sæsonens sidste alkoholfrie diskotek, og leder af Aalestrup Kommunale Ungdomsskole Poul Erik Jensen forsikrer, at festerne altid har været en stor succes uden problemer. - Når vi siger, det er en alkoholfri fest, så mener vi det. Men det er udelukkende af hensyn til den præventive effekt, at vi tager stikprøvekontroller med et alkoholmeter. Af samme grund kigger uropatruljen forbi, siger Poul Erik Jensen. For at undgå at de unge smutter udenfor og får en tår alkohol, er det ikke muligt at komme ind igen, hvis man først har forladt festen. I gennemsnit kommer der 200-250 unge til hver fest. De yngste går i 6. klasse, mens de ældste er op til 18 år, og der er tænkt på både piger og drenge i alle aldre, når programmet planlægges. Poul Erik Jensen fortæller, at der i den ene ende af hallen er diskotek og optræden af de nybagte danmarksmestre i street hip-hop, Profunk. I den anden ende er der opstillet spil og andet underholdning, blandt andet en gladiatorbane, hvor man kan dyste mod kammeraterne. Festerne har været arrangeret i otte år og er et samarbejde mellem Aalestrup Idrætsforening, Gedsted FI, KVIK og Aalestrup Kommunale Ungdomsskole. - Vi er med til at sende et godt signal om, at vi alle kan samarbejde. Det er sjældent, man hører om tre idrætsforeninger, der samarbejder med det kommunale for at gøre noget for de unge, lyder det fra Poul Erik Jensen. Næste sæsons alkoholfrie fester er endnu ikke planlagt, men de unge kan godt regne med, at halgulvene igen kan fyldes med dansetrin og fodboldkampe til september.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...