Fri mig for kedelige kvindebilleder

Connie Nielsen skulle egentlig have været en from, hjemmegående kone, men rejste fra Danmark som 18-årig og blev filmskuespiller i Hollywood. Nu kæmper hun for at slippe for klassiske kønsroller på film

De fleste danskere burde efterhånden vide, hvem Connie Nielsen er. Nogle husker, at hun spillede med i filmen "Gladiator". Andre har hen over sommeren lært hende at kende gennem ugebladene, der ivrigt har jagtet Connie og kæresten, Metallica-trommeslageren Lars Ulrich, rundt i Jylland, hvor de har været på ferie. Alligevel er det ikke danskere, men derimod to unge, italienske turister, der bogstaveligt talt kører galt på deres bycykler, da de ser den smukke, slanke skuespiller træde ud af Hotel d'Angleterre på sylespidse stiletter for at lade sig fotografere. De griner, smiler til hende og råber på italiensk, at "nåh, ja - du er jo dansk". Ikke så mærkeligt, at de kunne glemme det, for Connie Nielsen er kult i Italien, hvor hun boede i ti år, gik på teaterskole og på grund af tv-serier, reklamefilm og senere de store roller i Hollywood er så kendt, at hun ikke kan gå i fred på gaden. Det har hun hidtil godt kunnet i Danmark, men måske er det snart slut, for Connie Nielsen debuterer nu på dansk med en hovedrolle i filmen "Brødre". Det er instruktøren Susanne Bier, der har hentet Connie Nielsen hjem fra New York, og for den 39-årige skuespiller har det været en fornøjelse at få lov at lege dansk og ikke mindst blive instrueret af en kvinde, for den slags er sjældent i Hollywood, fortæller hun. - Det er dejligt at føle den der samhørighed med sin instruktør, som mændene ellers altid har. Jeg tror ikke, der er forskel på, om du er god eller dårlig, bare fordi du er kvinde. Men jeg synes, det er fint, der kommer flere kvindelige instruktører, som trænger sig frem og finder udtryksmåder fra alle sider og kanter. Det er godt for alle kvinder generelt. Mand redder dame Det vil måske komme bag på nogle, at én, der er så smuk som Connie Nielsen og har haft den ære at spille over for store mænd som Al Pacino, John Travolta, Russel Crowe og Robin Williams og tydeligvis er feteret, hvorend hun vender sig hen, faktisk er ret utilfreds med de roller, der er, til kvinder - også på hendes niveau. Men det er hun. - Film er der for at underholde, men også for at fortælle om os selv, og det foregår både på et bevidst og et ubevidst niveau. Men ubevidst synes jeg meget ofte, at de historier, vi fortæller om os selv, begrænser vores opfattelse af kvinder. Når virkeligheden ikke afspejles, bliver der en kløft, som siger noget om vores samfund, og det er da et problem, at kvinder for eksempel stadig ikke er godt nok repræsenteret i folketinget. Det er også et problem, at jeg fortsat er tvunget til at spørge: "Hov, hvordan kan det være, at det altid er kvindens rolle, der skrives ind i at gøre noget dumt, så manden kan komme og redde hende? Hvordan skal jeg emotionelt og intellektuelt kunne dokumentere den her totale fadæse, som hun lige har begået, og fremstille det som noget helt naturligt?" Connie Nielsen mener, at den måde, kvinderoller sættes op på, for at mændene kan blive helte, er ulogisk, og derfor forsøger hun bevidst at lede efter roller, hvor kvinden ikke nødvendigvis er med på grund af en kærlighedshistorie. - Drømmen er en rolle, hvis dramatiske akse er direkte forbundet med filmens dramatiske akse, siger hun. Mild afmagt Sådan er det dog ikke i "Brødre", der på sin vis er en klassisk fortælling om mandlige helte og milde kvinder. Her spiller Connie Nielsen skolelæreren Sarah, der ufrivilligt bliver viklet ind i et drama om skyld, skam og jalousi, da hendes FN-soldatmand Michael (Ulrich Thomsen) meldes død i Afghanistan. Michaels bror Jannik (Nikolaj Lie Kaas), der egentlig er en sjuft, vågner nu op til dåd og bliver den støtte, Connie har brug for, til at komme på benene igen og klare hverdagen med de to døtre. Det viser sig imidlertid, at Michael ikke er død alligevel, og Sarah må nu lægge krop og sjæl til en hjemvendt mand, der er dybt traumatiseret af sine krigsoplevelser og optændt af en flammende jalousi i forhold til broderen. Connie Nielsen forklarer, at selv om det i "Brødre" endnu engang er mændene, der udgør den akse, historien drejer sig om, er rollen som Sarah alligevel lidt i stil med det, hun efterlyser, fordi rollen er troværdig. - Når jeg siger, at jeg ønsker stærke roller, betyder det ikke, at jeg kun vil spille "stærke" kvinder. Tværtimod. Styrke kan være kedeligt at spille. Jeg mener DRAMATISK stærk. Og her er det ofte de svage sider af en karakter, som er det mest interessante at tage hul på. - I filmen er Sarahs mulighed for at agere blevet taget fra hende. Hun kan intet gøre for at influere på verdens begivenheder, selv om hun udsættes for dem, og den magtesløshed kender vi jo alle sammen. Jeg kan selv huske det, fra da jeg var lille, og man tænkte, at "Okay, i næste generation bliver det nok bedre". Og så lige pludselig står man foran en regressiv periode, som den vi oplever i Amerika lige nu og såmænd også i Europa og i Danmark. Man tror jo ikke sine egne øjne. Religionen og skolen Connie Nielsen stammer fra landsbyen Elling tæt på Frederikshavn. Hendes far var buschauffør og hendes mor forsikringsassistent, og da de begge var medlemmer af Mormonkirken Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, blev Connie og hendes tre yngre søstre opdraget i et stærkt religiøst klima med nadvermøder, søndagsskole og faste en gang om måneden. Men religionen kunne ikke i længden konkurrere med det, Connie lærte i sin 70'er-folkeskole. - Jeg er vokset op i et patriarkalsk system, men når jeg i historie hørte om matriarkalske samfund, forstod jeg, at de evigtgyldige sandheder, jeg var blevet fortalt, åbenbart ikke var så evigtgyldige alligevel. Skolereformen betød jo, at undervisningen blev baseret på progressive principper, og derfor kom jeg til at føle mig som del af en verden, hvor følsomhed og åbenhed skulle fremmes, og hvor alle de gamle fordomme om køn og race og religion skulle falde væk. Som 18-årig havde Connie Nielsen så meget åndenød på grund af mormonkirkens forventninger til hende om at stifte familie, at hun besluttede sig for at tage væk. Hun solgte den symaskine, hun havde fået af sin mor, og rejste til Paris for at bo hos en onkel og blive skuespiller. Efter kort tid fik hun tilbudt en rolle i en tv-serie i Italien, og dér blev hun boende og fik som 25-årig sønnen Sebastian med en italiensk skuespiller. Siden 1997 har hun og sønnen imidlertid haft fast adresse i USA - nærmere betegnet New York. Her forsøger hun at holde på sit privatliv og hører ikke til dem, der konstant kaster sig op og ned ad Hollywoods røde løbere. - Jeg holder mig meget uden for det dér, og egentlig ville jeg ønske, man kunne gøre som i 70'erne og bare sætte sig hen i et hjørne og bede journalisterne om at se filmen i stedet, siger hun. Klog og blåøjet I det hele taget vil Connie Nielsen helst bare have lov til at være skuespiller. Det har taget hende mange år at lære, at det er okay at være smuk og at lade sig fotografere, og hun erkender, at det for mange kvinder er en platform, det er nødvendigt at benytte sig af for at komme op i systemet - i hvert fald inden for filmbranchen. Hun har vænnet sig til mændenes tilråb og til at smile på kommando, men hun bliver tosset, når mænd udtaler sig nedladende om kvinder - for eksempel til den seneste Oscaruddeling, hvor en mandlig journalist skrev, at kvindelige skuespillere generelt var så elendige, at de næppe ville få mange priser, hvis man afskaffede kategorien "bedste kvindelige skuespiller". - Det var så frækt. Hvordan skal vi spille bedre, når vi aldrig får roller, der tildeles tilstrækkelig tid til, at man kan vise personens udtryk? Fordomme omkring smukke piger med blå øjne kender Connie Nielsen alt til, og hun har måttet kæmpe for at blive taget alvorligt PÅ TRODS af sit udseende. - Jeg kom ud over det, da jeg besluttede mig for, at det måtte være andres problem, hvis de ville se sådan på det. Jeg tror ikke på, at du ikke kan læse og søge og prøve at forstå og stille spørgsmål, bare fordi du er høj og blond. At bryde med fordomme og kæmpe for retten til at have sine meninger er et tema, som Connie Nielsen finder relevant ikke kun for kvinder men helt generelt i en tid, der ellers er tilbøjelig til at dele verden op i sort og hvid - gode og onde. I filmen "Brødre" må den danske FN-soldat indse, at han selv rummer både en helt og en skurk, og at de krænkelser, man udsættes for og udsætter andre for, også kan ramme de mennesker, man troede, man kunne beskytte. - Verden er kompleks, og der er ingen lette løsninger. Det vigtigste er, at man tør have sine meninger, og at man ikke behøver være bange for at udtrykke dem, siger Connie Nielsen. "Brødre" er instrueret af Susanne Bier og handler om en dansk familie, der går mere eller mindre i opløsning, da faderen Michael (Ulrich Thomsen), som er FN-soldat, meldes død i Irak. Hans kone Sarah (Connie Nielsen) får hjælp og trøst af Michaels bror, Jannik (Nikolaj Lie Kaas), men situationen spidser til, da Michael efter lang tid bliver fundet i live og vender hjem igen. I hovedrollerne ses desuden Bent Mejding og Solbjørg Højfeldt. Filmen er produceret af Zentropa og har premiere den 27. august.