Hospitaler

Fri os for manipulation

SYGEHUS:Støtteforeningen for Hobro Sygehus har hele tiden valgt at køre en saglig og sober linie i sygehusdebatten. Det samme mener jeg desværre ikke man kan sige om den linie, der er blevet kørt af formanden for støtteforeningen i Farsø. Kirsten Moesgaard skriver (8.1.), at professor Kjeld Møller Pedersen for nogle måneder siden sagde i fjernsynet, at Farsø vil være det rigtige valg. Denne udtalelse fra Kirsten Moesgaard er direkte usand. 22.8. i TV-Nords nyhedsudsendelse kl. 19.30 sagde professor Kjeld Møller Pedersen, at han ikke var i stand til at spå om hvilket af sygehusene, der overlevede. Der var fordele og ulemper begge steder. Hobro vil påstå, at man burde overleve på, at man ligger i den sydlige del af regionen og derved lukker denne. Farsø vil påstå, at man er mere centralt beliggende og at han (professoren) har forstået det således, at man har bedre bygninger i Farsø. Professoren siger samtidig, at han ikke mener det virker overbevisende at Hobro ligger i den sydlige del af regionen, hvis det omvendt betyder, at halvdelen af sygehusets optageområde ligger syd for regionsgrænsen. Så må vi blive fri for den slags manipulation. Professor Møller Pedersen foretrak på intet tidspunkt Farsø frem for Hobro Sygehus. De, der ønsker at se hele indslaget, kan se det på internettet under TV2-Nord.dk 22/8-06-kl. 1930. Indslaget varer fire minutter. Men nu, hvor professor Kjeld Møller Pedersens udtalelser skal analyseres, skal opmærksomheden henledes på to ting nemlig: ”Jeg har forstået, at byggestandarden i Farsø er bedre... g halvdelen af sygehusets optageområde for Hobros vedkommende ligger syd for regionsgrænsen. Når man udtaler sig ”Jeg har forstået” siger man samtidig, at det ikke er noget man ved, men noget, man har fået at vide ”et andet sted”. Og når man siger, at halvdelen af Hobros optageområde ligger syd for regionen, så har man altså ikke sat sig allerbedst ind i sagen, når der overhovedet ikke tales om patienter uden for regionen. Jeg mener derfor ikke, man overhovedet kan tillægge Møller Pedersen udtalelser om placering nogen værdi, og tager derfor skarp afstand fra Kirsten Moesgaard helt private og forvrængede fortolkning af professorens udtalelser.