Fodbold

- Fri os for Viborg

Aalborg DH slipper alligevel ikke for at spille kvalifikationskampe til Champions League

AALBORG:- Fri os for Viborg. Sådan lyder bønnen entydigt fra Aalborg DH-lejren, efter at sølvvinderne i kvindehåndbold stik mod beregning skal gennem kvalifikationskampe for at få adgang til gruppespillet i Champions League. Baseret på signaler fra både det danske og det europæiske håndboldforbund har Aalborg DH længe haft den opfattelse, at en direkte billet til Champions League-grupperne var sikret i kraft af pladsen i DM-finalen, hvor aalborgenserne i maj måtte bøje sig for Slagelses Champions League-mestre. Derfor er den endelige turneringsskabelon - med ADH placeret i anden kvalifikationsrunde - kommet som en stor overraskelse. Og det gør bestemt ikke kamelen nemmere at sluge, at Viborg optræder i første kvalifikationsrunde og dermed spøger som en af otte mulige modstandere for ADH. Ingen dårlige hold - Viborg ligner klart den sværest mulige modstander, fulgt af Zaporozhje fra Ukraine og Podrovka fra Kroatien, vurderer ADH's udviklingschef Jan Larsen, der i den anden ende af skalaen peger på det græske og det rumænske hold. - Men der er ingen dårlige hold imellem. Bortset fra Viborg er der tale om lutter nationale mesterhold, så uanset lodtrækningen kommer vi på en opgave, som skal tages dybt seriøst. Dansk kvindehåndbold er ligesom i sidste sæson repræsenteret af tre hold i Champions League, og ADH havde regnet med at få direkte adgang til gruppespillet sammen med Slagelse, mens man forventede at se Viborg placeret i anden kvalifikationsrunde. ADH-direktør Ole Bach Jensen henviser til, at både Slagelse og Viborg undgik kvalifikationskampe i sidste sæson, mens Ikast-Bording trådte ind i anden kvalifikationsrunde. - Vi tager dog meddelelsen til efterretning og bør ikke være bekymrede med det hold, vi råder over, tilføjer Ole Bach Jensen. I Viborg kommer det ikke bag på direktør Peter Cassøe, at ADH skal gennen kvalifikation. - Ellers skulle ADH ud fra mine oplysninger have besejret Slagelse i DM-finalen - sådan som vi gjorde i fjor. - I Viborg havde vi først regnet med at træde ind i anden kvalifikationsrunde, men vi er glade for, at vi overhovedet får muligheden for at kvalificere os til det attraktive gruppespil, siger Peter Cassøe med henvisning til, at det europæiske håndboldforbund ifølge reglerne kunne have kasseret Viborg og kun tildelt Danmark to pladser. Solid ballast Ole Bach Jensen kan ikke give et bud på, hvad det vil koste ADH, hvis holdet ikke kommer videre til den "rigtige" Champions League. - Dels er det nyt for os, at vi først skal kvalificere os, dels vil vi i tilfælde af nederlag i kvalifikationskampene blive overført til EHF Cuppen med indtægtsmuligheder i denne turnering. Sportsligt behøver ADH ikke at ændre på forberedelserne, idet holdet med Ole Bach Jensens ord går efter at vinde hver gang og derfor satser på at være 100 procent i gear allerede til sæsonpremieren i Ligaen hjemme mod GOG 3. september. ADH-truppen samles første gang efter ferien 25. juli, og ifølge Jan Larsen vil holdet få seks-syv træningskampe og fire-fem ligakampe som ballast, inden kvalifikationskampene til Champions League skal udkæmpes i begyndelsen af oktober.