Frederikshavn

Fri sygekørsel - den ene vej

Mor med 15 måneder gammel søn blev udskrevet uden mulighed for at komme hjem.

Laila Carlsen fra Frederikshavn følte sig efterladt, da hun lørdag aften ikke vidste, hvordan hun skulle komme hjem fra Hjørring Sygehus med sin søn på 15 måneder. Hun var lige blevet udskrevet klokken 20 med drengen, der siden formiddag havde været indlagt på grund af astmaanfald. Vagtlægen havde sørget for transport til sygehuset. Men da hun skulle hjem, stod hun pludselig der. - Jeg bryder sammen. Jeg græder og ryster. Her står jeg en kold aften med en dreng på 15 måneder, som er træt og sur og slet ikke frisk. Han har kun en fleecetrøje på og sutsko, og så kan jeg ikke komme hjem. Jeg var dybt rystet, siger Laila Carlsen. - Reglerne er gode nok Man skal have mere end 50 kilometer til sygehuset for at få transporten betalt, med mindre man er pensionist, eller man ikke er i stand til at bruge offentlig transport. De regler vil regionsrådsformand Ulla Astman (S) ikke ændre på. - Det er svært at kommentere den konkrete sag, men jeg synes ikke, at reglerne skal ændres, siger Ulla Astman. - Hvis man ikke er omfattet af reglerne, kan man sagtens tåle en befordring på 50 kilometer, mener hun, men tilføjer. - Det kan være en af de situationer, hvor omstændighederne gør, at man kan hjælpes hjem. Jeg vil foreslå hende at sende os en mail om, hvad der er sket, så vi kan vurdere, om der er handlet korrekt.