Friborg slog til som reservekusk

GÖTEBORG: Efter afbud fra den oprindelige kusk tog den aalborgensiske travtræner Kent Friborg til Sverige for at køre bare ét løb på Åby-banen, men udbyttet var turen værd, da han efter snusfornuftig styring dirigerede Just For Fun til en flot sejr. Fra en position i inderbanen blev der plads til angreb i opløbet, og vindertiden 1.14,1 var en rekordforbedring på mere end fire sekunder for den fireårige Speedy Herve-søn, hvis nordjyske ejere Kent Jokumsen og Kaj Jørgensen kunne glæde sig over en førstepræmie på 25.000 sv. kr. Toeren i løbet var også rent nordjysk i skikkelse af Hasse Molar, kørt af Flemming Jensen og ejet af John Pedersen. abel