Friborg venter på operation

Hestesport 10. februar 2003 07:00

Kent Friborg der gennem flere år har døjet med store smerter har nu fået endelig besked fra lægelige side og afgørelsen lyder på en operation af venstre ben. - Jeg ved endnu ikke hvornår det bliver, der er for tiden et halvt års ventetid, men jeg er blevet skrevet ind på en afbudsliste, så jeg håber selvfølgelig det bliver hurtigst muligt, fortæller Kent Friborg. Det er en ret stor operation, han skal gennemgå og det vil bevirke, at når operationen er overstået, vil der blive løbspause på 3-4 måneder. - Jeg bliver ikke 100% fit for fight, men jeg er blevet lovet, at jeg også fremover kan køre travløb, så det er jeg selvfølgelig glad for, siger Kent Friborg. Han har haft en flot start på året er for tiden placeret på en fin fjerdeplads over de mest vindende travtrænere i Danmark. - Ja det kører vældig godt for tiden. Jeg har mange fine heste og får nogle gode køreture, og selv om der er meget transport i det daglige, slapper jeg fint af i bilen undervejs. Jeg har omkring 30 heste i træning og har måttet ansætte ekstra personale, men det er jo kun positivt, siger Kent Friborg. Pæne placeringer Kent Friborg havde tre heste med til Charlottenlund ved gårsdagens løb, og i Otto Hallings Mindeløb blev det til en pæn placering med Rantanas Crown (14,9), der besatte tredjepladsen efter et løb udvendigt for vinderen Pion/Kenneth Nielsen (14,4). En flot andenplads i samme løb blev der til Thor Søndergård/Birger Jørgensen, der sugede sig fast i den førende Pion og holdt den placering løbet ud. Ekvipagen kunne notere en tid på 14,6 over de 1600 meter. Kent Friborg fik ud over trediepladsen med Rantanas Crown en pæn andenplads med Karl Palema i ny rekord 16 blank over 1600 meter, og Birger Jørgensen kunne sejre med Niels H. Andersens Ghita Hastrup i ny rekord 17,4 over 2000 meter. Lunchtrav stor succes Sverige kan bare det med trav. Med mere end 1100 tilskuere en Fredag middag på Jægersro banen i Malmø blev der omsat for mere end 4,7 millioner svenske kroner, og allesteds nærværende Kent Friborg kunne rejse hjem med en sejr i bagagen til Freja Langkjær, der vandt i 18,1 over de 2140 meter og scorede 30.000 svenske kroner i l. præmie. Med lunchtrav er der måske kommet en ide, der kan smitte af i det danske og sportschef Kim Pedersen fra Aalborg Væddeløbsbane vil ikke afvise, at det kunne være en ide. - Der skal nytænkning til for at få den danske travsport ud af det nuværende dødvande, og det kunne måske være en ide at prøve sig frem med noget i den retning, som svenskerne viser, siger Kim Pedersen. F ra banen lyder det iøvrigt, at lysforholdene, som der var problemer med ved sidste løbsdag, er bragt i orden, og at datoen for generalforsamlingen er blevet fastlagt til den 21. marts. Danskere havde V75 To danske spillere hyggede sig godt efter lørdagens V75 spil, idet de havde alle syv rigtige og derved vandt næsten 600.000 kr. Den afsluttende afdeling af V75 spillet blev vundet af danske Element Five og Svend Dyrberg, hvilket var en medvirkende årsag til, at V75-gevinsten nåede op over den halve million. Supertrioløb aftenens højdepunkt Aalborg Væddeløbsbane byder på otte travløb til aftenens program, og løbene kan roligt betegnes på det jævne. Der er intet decideret hovedløb, men i aftenens supertrioløb er det lykkes sportschef Kim Pedersen at få fuld besætning med 12 deltagere, og et godt bud på en vinder bliver Århus-træner Henrik Lønborg med Forever Bit, der ved de sidste par starter har vist fin form. Men med toppen af Skivetrænerne Knud Mønster, Bent Svendsen og Seppo Kukonen på plads, krydret med de lokale toptrænere Kent Friborg, Pauli Andersen, Jeppe Juel og Bo Westergård bliver der intet foræret til Forever Bit og Henrik Lønborg. Supertrioløbet er aftenens afsluttende afdeling inden for V5 spillet, og mange vil nok vælge at stå blank på Forevet Bit. Der er dog flere pæne muligheder for at finde en sikker, og i tipsforslaget forsøges der i aftenens 3. afdeling med Gigangt K kørt af Pauli Andersen. I hestens syv starter er det blevet til 3 sejre og med både hest og kusk i topform og en god startplads ligner det et godt bud på den blanke. Aftenens l. løb starter først klokken 18,05 idet der er samsending med Åby banen, hvor bl.a. Flemming Jensen møder op med tre heste. Tips: 1.løb: 3. Pli - 1. Flyv K L M - 8. Hioubov Lykke Outs. 2. Ego Lobell 2.løb: 5. Express E C - 3. Dixi - 4. Dean Quick Outs. 6. Isadora Starline 3.løb: 5. Supering - 3. Victory Prix - 2. Ann Speedy Outs. 4. Apollo C 4.løb: 6. Gina Åstrup - 2. Grand Marnier - 1. Gaia Pride Outs. 7. Gill Krøgholt 5.løb: 3. Gigant K - 5. Go Ahead Viskum - 6. Godthåb Outs. 8. Filur Steensgård 6.løb: 2. Flying Cowboyland - 1. Fantom Farmix - 8. Casper Herve Outs. 5. Gustaf Gwin 7.løb: 5. Forever Bit - 10. Staro Sammet - 3. Banker Kronos Outs. 8 Goliat Safir 8.løb: 10. Amigo Frostline - 11. Eagle Rose - 3. Ulrik Rosendal Outs. 6. Bobby Bonbeth

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...